Ved ankomsten blev de omfavnet af 27 graders varme, da de efter en lang nat i bussen nåede frem til polske Krakow.
Livet her

2.g-klasser på tankevækkende studietur til Krakow

23. april 2024 kl. 06:01

AARS: To af Vesthimmerlands Gymnasiums 2.g-klasser, 2.k og 2.x, er netop hjemvendt fra deres studietur til Krakow.

Det fortæller gymnasiet. 

Ved ankomsten blev de omfavnet af 27 graders varme, da de efter en lang nat i bussen nåede frem til polske Krakow. Formiddagen startede med en byvandring i det historiske centrum, der stadig emmer af historisk kulturarv. De smukke bygninger overlevede 2. Verdenskrig, men nazisternes magtovertagelse blev skæbnesvanger for byens jødiske indbyggere.

Emnet for studieturen var ”Kulturmøder med særligt fokus på Holocaust”. På andendagen indgik derfor et besøg i Auschwitz-Birkenau, hvor eleverne fik forståelse for de folkemord, det nazistiske regime udførte.

To af Vesthimmerlands Gymnasiums 2.g-klasser, 2.k og 2.x, er netop hjemvendt fra deres studietur til Krakow.

Eleverne havde som optakt til besøget set filmen ”Schindlers Liste” om fabrikanten, der under 2. Verdenskrig reddede 1.200 jøder fra ghettoen i Krakow. Derfor havde eleverne en baggrundsforståelse for den efterfølgende byvandring, der omfattede først den jødiske bydel Kazimierz, hvorefter de krydsede Wislafloden for at se det ghettoområde uden for byen, hvortil den jødiske befolkning blev sendt, da nazisterne overtog magten. Her ligger også Schindlers Fabrik, der i dag fungerer som et museum.

Ud over dette følelsestunge fokus bød turen også på et besøg i Saltminen Wieliczka, der er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. På en ca. 3,5 km lang sightseeingtur under jorden fik eleverne både indblik i minedriften og så de mange statuer, kapeller og sågar en hel katedral, der er skåret i saltsten. 

Generelt var turen fyldt af sol, glæde og forårsstemning i Krakow. Om eftermiddagen fik eleverne selv mulighed for at gå på opdagelse i de mange sidegader, små trendy butikker og markeder, der findes byens historiske bymidte.

Annonceret indhold

Nyeste