Pensioneret overlærer Jesper Schlünssen ses her med årets udgave af Boldrup Museumsforenings populære årsskrift. Privatfoto
Livet her

Fortælleaften på Boldrup Museum

Flere foredragsholdere kan opleves på torsdag

18. september 2018 kl. 05:00

BOLDRUP: Folk Fortæller hedder Boldrup Museumsforenings populære årsskrift, og det er lige netop, hvad der skal foregå, når der torsdag den 20. september holdes fortælleaften på det lille museum syd for Nørager.

Her vil de fleste af bidragyderne til den nye udgave af årsskriftet nemlig komme og fortælle om og uddybe deres spændende historier.

Arkæolog fra Nordjyllands Historiske Museum, Stig Bergmann Møller, vil fortælle om Alstrup Gårdsted tæt ved Mejlbyvej ved Nørager.

Her er der ved forskellige udgravninger fundet spændende vidnesbyrd om en for længst forsvundet landsby, som kan dateres helt tilbage til 1000 - 1100-tallet.

Vagn Iversen fra Lystrup vil fortælle om sin faster, Laura Iversen, der i slutningen af 1800-tallet blev født på Hvalsbjerggård i Boldrup.

Laura skrev i 1921 en stil om sin hjemegn, mens hun gik på Rønde Højskole.

Denne stil dukkede på et tidspunkt frem af gemmerne, og Vagn Iversen giver med baggrund i denne et lille fascinerende tidsbillede.

Jernbaneentusiast Niels Ole Ladefoged fra Nørager fortæller om stationen, der forsvandt - om Nøragers fortid som stationsby, hvor den gamle stationsbygning nu er fjernet og i stedet har givet plads til Rebild Kommunes nye decentrale administrationsbygning.

Hans F. Jensen, tidligere mangeårige formand for Boldrup Museumsforening, har de seneste år bl.a. i forbindelse med en bogudgivelse, gravet dybt i områdets modstandsbevægelse under den tyske besættelse.

Hans Jensen fortæller denne aften noget af den spændende historie om modstandsgruppen Karin i Stenild.

Endelig vil pensioneret overlærer Jesper Schlünssen fortælle om sine 36 år på Sortebakkeskolen.

Arrangørerne lover, at hvis Jesper Schlünssen bare vil fortælle om en lille brøkdel af nogle af de gange, hvor noget gik galt - som da han kom til at trække i nødbremsen i Skagensbanen under en skolerejse, er der lagt op til mange gode grin.

Arrangementet starter klokken 19.30. Der er gratis entré, men der kan købes kaffe og kage til 50 kr. Museumsforeningen oplyser i øvrigt, at museets nye lydanlæg med teleslynge vil blive taget i brug denne aften.

Annonceret indhold

Nyeste