Herman Bang fotograferet i Ingeborg Hansens fotoatelier i Bakkehuset i Smallegade, Skørping i 1896. Foto: Forlaget Rebild.
Livet her

Herman Bang og stationsbyen Skørping

Ny selskab om forfatteren stiftes på torsdag

18. september 2018 kl. 05:00

SKØRPING: En af landets meget kendte forfattere Herman Bang har tilknytning til Skørping, hvor han boede på enke-skovriderinde fru Lunds sommerpensionat og lod sig inspirere til novellen Ved Vejen. Det markeres nu ved at stifte et egentligt litteraturselskab, der sætter fokus på Herman Bangs forfatterskab og tilknytningen til Nordjylland.

Torsdag den 20. september stifter vi et Herman Bang Selskab og Peter Michael Lauritzen, der er klummeskribent i Nordjyske og lektor på Frederikshavn Gymnasium, fortæller om Herman Bang under overskriften "Forfatternes forfatter". Henrik Bugge Mortensen, der i flere år har beskæftiget sig med Herman Bangs tilknytning til Skørping - og i øjeblikket arbejder med både en dramadokumentarisk film og en bog om netop Herman Bang, fortæller om forfatterens ophold i stationsbyen.

Herman Bang (1857-1912) er en af det moderne gennembruds store forfattere, der stadig bliver læst vidt og bredt og også er en forfatternes inspirationskilde. Foredraget vil tegne store linjer gennem hans biografi og forfatterskab og inddrage hans nordjyske referencer. Bang er den mest moderne forfatter fra sin tid, fordi han udviklede en artistisk fortællemåde, der forenede fordybelse i individet med et stort panorama over det danske samfund og dets historie i tiden fra før 1864 - "Saarfeberen fra Dybbøl" - frem til tiden efter århundredeskiftet og et nyt Danmark.

Arrangementet er som nævnt torsdag den 20. september, og starter kl. 19.00. Der serveres kaffe/the og hjemmebag.

Annonceret indhold

Nyeste