Klar, parat klimastart: Kom med dine idéer til klimaugerne i Rebild
Alle interesserede er inviteret til såkaldt "kick off" tirsdag 2. oktober
REBILD: Nu begynder planlægningen af Klima Rebild 2019.
Alle interesserede er inviteret til såkaldt "kick off" tirsdag 2. oktober kl. 17-21 på Skillingbro Naturskole på Røde Møllevej 18 i Oplev ved Rebild.
Klima Rebild foregår i uge 14 og uge 15, som er de to første uger af april 2019.
Idémødet begynder med, at borgmester Leon Sebbelin (RV) byder velkommen, og så bliver der et oplæg af Bent Jensen fra Grobund Ebeltoft.
Herefter serveres en let anretning, og brainstormen går i gang.
I år bliver det muligt at ansøge om tilskud til arrangementer to gange, første ansøgningsrunde er i november, og anden ansøgningsrunde til januar, oplyser Julie Lyngby Therkildsen, som er affaldsmedarbejder i Rebild Kommune.
Hun har også en klimapointe i forbindelse med selve mødet:
- For at undgå madspild vil vi gerne have, at du tilmelder dig senest 26. september.
Det kan enten ske på mail jlth@rebild.dk eller via telefon 99 88 91 56.