Michael Falch - synger 13. oktober i Den Gamle Biograf i Mariager. Arkivfoto
Livet her

Næsten udsolgt til Falch-koncert

Den populære sanger besøger Mariager

16. september 2018 kl. 13:01

MARIAGER: Det er efterhånden en del år siden, Michael Falch sidst gav koncert i Mariager, og noget kunne tyde på, at han har været savnet i "Rosernes By".

Musikforeningen Rytmus er i hvert fald allerede på nuværende tidspunkt tæt på at kunne melde udsolgt til koncerten med Michael Falch i Den Gamle Biograf 13. oktober, oplyser en af arrangørerne, Torben Holmgren.

Nu 61-årige Michael Falch har gennem årene udviklet sig til lidt af et fænomen på den danske musikscene. Han udsendte for nylig sine ungdomserindringer, "Til grænsen", og han var på en totalt udsolgt solotur i foråret 2018.

En stribe af hans sange er i tidens løb blevet en del af den store danske sangskat, såsom "Mød mig i Mørket", "I et land uden høje Bjerge", "Superlove", "Ud af Mørket" og "Den Eneste i Verden", og mon ikke også nogle af dem vil indgå i repertoiret i Mariager 13. oktober.

Annonceret indhold

Nyeste