Det sker

Nyt kirkecenter i Aars til 12 mio. kr. er klar til indvielse

Søndag 5. september indvies AarPrivatPps Kirkecenter - samtidig indsættes præst i embedet

17. august 2021 kl. 14:20

AARS: Søndag 5. september indvier Aars Kirke en ny tilbygning til kirkecentret, der nu står færdig lige overfor Aars Kirke.

Pris: Næsten 12 mio. kr.

Da lejligheden bød sig, fik menighedsrådet for ca. 13 år siden forkøbsret til lægehusbygningen overfor kirken. Da så lægerne besluttede sig for at flytte til det tidligere posthus og derfor tilbød menighedsrådet at købe lægehuset, var man hurtige til at slå til.

Derfor er der sket rigtig meget siden 1. juni 2020, hvor hegnet var på plads og nedrivningen af det tidligere lægehus kunne begynde.

- Vi vidste godt, at det var et ”once in a lifetime” tilbud, og gik derfor straks i gang med at finde finansieringen. Heldigvis kunne såvel provstiudvalget som Viborg Stift med det samme se det fornuftige i at købe huset med henblik på at anvende huset eller lade huset vige for en tilbygning til vores nuværende kirkecenter, siger formanden for menighedsrådet Anders Didriksen

Det sidste blev så resultatet - og nedrivningen kunne begynde. 8. juli 2020.

- Derefter kunne vi så tage det første spadestik til det hus, som nu står færdigt. Forud var selvfølgelig gået mange timer med møder dels internt, dels med arkitekter, der hver især gav deres bud på det nye hus. Valget faldt på N. Krogh Madsen, Aars, som med deres forslag havde tanken om at ”åbne” kirkecentret mod kirken, hvilket i den grad er lykkedes, siger menighedsrådsformanden.

Samtidig med at kirkens egne medarbejdere er flyttet ind i de nye lokaler, er Vesthimmerlands provstikontor også flyttet ind på adressen. Koordinatoren for Folkekirkens familiestøtte har også fået kontor i bygningen, ligesom provstiets personalekonsulent har plads i huset, når hun er på besøg i provstiet.

- Det er menighedsrådets håb og forventning. at det nye hus, ud over at danne ramme om et godt og udviklende arbejdsmiljø for såvel præster som det øvrige personale, også vil blive et endnu stærkere kulturelt og kirkeligt kraftcenter for Aars sogns indbyggere.

- Det er håbet, at nye grupper og foreninger, ud over de mange, der allerede nu har deres vante gang i kirkecentret, vil finde interesse i at bruge det nye hus, og de muligheder, det indebærer, til deres aktiviteter. Det skal gerne opfattes som ”Sognets hus”, siger Anders Didriksen.

Det nyindrettede cafeområde er åbent for at man kommer ind fra gaden, læser en avis og får sig en snak - ganske uforpligtende, men er selvfølgelig også velegnet til, at mindre grupper samles.

- På indvielsesdagen den 5. september håber vi at se rigtig mange af byens borgere og af husets brugere. Vi vil gerne vise det nye hus frem og tage en snak om, hvilke muligheder det giver. Sammen med indvielsen vil der i uge 36 være en kunstudstilling i kirke og kirkecenter, der også vil være et besøg værd. Der vil selvfølgelig være gratis adgang i hele ugen, fortæller Anders Didriksen.

Snoren til den nye bygning vil blive klippet af borgmester Per Bach Laursen.

Søndag 5. september bliver faktisk en dobbelt festdag, da kirken samtidig med indvielsen af den nye bygning kan byde velkommen til Lisbeth Dalhoff Helding, som er konstitueret som sognepræst efter Sara Schouby, der forlod embedet pr 1. august.

- Vi er glade for, at Lisbeth har sagt ja til stillingen og glæder os til det fremtidige samarbejde med hende. Lisbeth vil også deltage i såvel gudstjeneste som indvielse, og der vil derfor blive rig lejlighed til at hilse på vores nye præst. Vi glæder os til at kunne byde alle velkommen i de nye omgivelser, lyder det fra Anders Didriksen.

Annonceret indhold

Nyeste