Livet her

Onsild Børnehus fejrer 25 års fødselsdag

Stor fødselsdagfest på fredag

17. september 2018 kl. 08:01

ONSILD: Onsild Børnehus nærmer sig i hast sin 25 års fødselsdag.

Eller rettere: Fejringen af den runde begivenhed.

Den foregår fredag 21. september med åbent hus klokken 13 til 15.30.

Hvorimod Onsild Børnehave, som den hed dengang, såmænd åbnede 1. juli 1993.

Det skete i ly af en stor efterspørgsel fra borgerne i Onsild, som mønstrede 34 børn på åbningsdagen.

I tidligere stald og lade

Børnehaven indrettede man i en tidligere stald og ladebygning, som på det tidspunkt blev brugt som beboelse med tilhørende tømrerværksted.

Beboelsen blev herefter omdannet til børnehave og ladebygningen til børneværksted, indendørs sandkasse, cykelbane og klatretårn.

Netop værkstedsaktiviteter med børnene havde høj fokus.

I sagens natur har børnetallet gennem de 25 år bevæget sig op og ned.

På et tidspunkt passede huset 85 børn, og da måtte også ladebygningen indrettes til børnehavestuer.

Fra børnehave til børnehus

I dag har børnehaven ændret navn til Onsild Børnehus og er fortsat et kommunalt dagtilbud under Mariagerfjord Kommune.

Børnehaven udgør en del af Dagtilbud Hobro Syd, som indebærer et tæt samarbejde med tre børnehaver i Hobro.

I Onsild Børnehus vægtes bevægelse højt.

Eksempelvis tager man børnene med i svømmehallen, og huset er indrettet med blandt andet et stort motorikrum.

Kom friskt

Børnehuset er nu normeret til 36 børnehavebørn og oplever et let stigende børnetal.

På åbent hus dagen 21. september håber pædagogisk leder Thomas Damsgaard og det øvrige personale at få besøg både af nuværende og tidligere børn, forældre, personale og andre borgere fra Onsild og omegn.

Der serveres saft, kaffe og jubilæumskage.

Annonceret indhold

Nyeste