Det sker

Røde Kors får støtte af gymnasieelever

Får som optakt til landsindsamlingen 3. oktober besøg af generalsekretær Anders Ladekarl på Støvring Gymnasium 1. september

24. august 2021 kl. 14:17

Elever fra Støvring Gymnasium bakker op om Røde Kors’ landsindsamling 3. oktober i lighed med mange andre gymnasier over hele landet.

Sidste år var hver fjerde indsamler gymnasieelev, og dette engagement vil Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl gerne hylde, når han onsdag d. 1. september besøger Støvring Gymnasium.

Her er eleverne allerede godt i gang med at planlægge årets gymnasieindsamling, som er elevernes bidrag til Røde Kors’ landsindsamling.

- Gymnasieeleverne har en fantastisk evne til at engagere hinanden, og deres bidrag til Røde Kors’ landsindsamling er helt uvurderligt. Man under dem jo virkelig, at de omsider kan dyrke gymnasiefællesskabet, og derfor er det dejligt at se, at de er så mange, der er fælles om at bakke op om indsamlingen, erklærer generalsekretær Anders Ladekarl.

Tæt indblik i hjælpearbejde

Under sit besøg vil han give eleverne et indblik i det hjælpearbejde, som Røde Kors laver i og uden for Danmark.

Og gennem personlige fortællinger og videoklip fra verdens brændpunkter vil han forhåbentlig inspirere endnu flere elever til at melde sig som indsamlere.

Sammen om at gøre en forskel

Det er 12. år i træk, at gymnasieeleverne er med til at samle penge ind til Røde Kors’ arbejde.

I år går pengene blandt andet til civilbefolkningen i Afghanistan samt krigsramte børn fra Syrien og Yemen, der har desperat brug for akut lægehjælp og livreddende mad og omsorg.

Herhjemme går pengene til udsatte børnefamilier, som står uden for fællesskabet og hjemløse, der har brug for omsorg og støtte efter indlæggelse på et hospital.

Eleverne går to og to sammen på en aftalt indsamlingsrute og kan på den måde være fælles om at gøre en forskel.

To gymnasieelever og en indsamlingsbøtte samler i gennemsnit 1.000 kr. ind.

Det svarer til:

- 1 hel måneds livsreddende mad til 20 krigsramte børn.

- Akut lægehjælp til 4 sårede, der har brug for en ambulance .

- 6 måneders støtte til et sårbart barn i en udsat familie.

- En vigtig og selvtillids-opbyggende dag på en ferielejr for 5 udsatte børn.

Annonceret indhold

Nyeste