Livet her

Sommeroplevelser: Gå på opdagelse i klosterhaven

Ud til Viborg Landevej mellem Løgstør og Trend ligger Vitskøl Kloster, hvor man kan se klosterkirkens ruin og klosterhaven

01. juli 2020 kl. 19:00

Syd for udløbet af Bjørnsholm Å i Vesthimmerland ligger Vitskøl Kloster. Her har offentligheden adgang til klosterkirkens ruin samt klosterhaven med blindehave, apotekerhave og snapseurtehave.

Selve klostret anvendes i dag som uddannelsesinstitution af Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

Vitskøl Kloster har haft en betydelig kulturel indflydelse i området omkring Vilsted Sø. I 1158 skænkede Valdemar den Store cisterciensermunkeordenen jordene i området som tak til Gud for sejren på Grathe hede.

Ordenenens medlemmer var kendt for deres evne til med stor dygtighed at dyrke landbrug, fiskeri og mølledrift. De anlagde klosteret og kom til at eje meget jord i Nordjylland i middelalderen. Efter ordenens forskrifter anlagdes et firefløjet bygningsanlæg med klosterkirken mod nord.

Klosterkirken blev bygget som en treskibet korskirke, der, hvis byggeriet var blevet fuldført, ville have været Danmarks største kirke.

En brand i 1287 ødelagde klosteret, hvorefter kirken blev færdiggjort i en kortere, men stadig imponerende udgave. Efter reformationen i 1536 blev Vitskøl Kloster beslaglagt af kronen. Da klosterkirken blev nedlagt i 1600-tallet, benyttede de lokale i mange år kirken som stenbrud, og der er i dag kun en ruin tilbage.

Vitskøl Kloster spiller i øvrigt en fremtrædende rolle i den svenske forfatters Jan Guillous trilogi om tempelridderen Arn Magnusson Første weekend i skolernes efterårsferie danner klostret ramme om Vitskøl Klosters middelalderdage.

Annonceret indhold

Nyeste