Foråret står for døren, og det betyder også, at der kommer flere killinger, hvorfor det er vigtigt at få steriliseret/kastreret sine kattekillinger, før de bliver kønsmodne.
Livet her

Frynseklinik kommer til Nørager

15. marts 2024 kl. 06:01

Foråret står for døren, og det betyder også, at der kommer flere killinger, hvorfor det er vigtigt at få steriliseret/kastreret sine kattekillinger, før de bliver kønsmodne.

Det fortæller Frynseklinikken i en pressemeddelelse. 

Dyreværnets nonprofit dyreklinik Frynseklinikken står klar til at hjælpe, hvis man er i målgruppen. Tirsdag den 26. marts kl. 10.00 til 11.00 kommer Frynseklinikken til Nørager.

Det kan være dyrt for en udsat borger at gå til dyrlægen. Derfor lancerede Dyreværnet tilbage i 2018 den første nonprofit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, hvis formål var at hjælpe socialt udsatte borgere og deres kæledyr. Hurtigt stod det klart, at der var et stort behov, og i 2019 kom endnu en klinik til.

Frynseklinikken er ikke gratis, men man betaler, hvad man kan for en konsultation.

Dyreværnets mobile nonprofit dyreklinikker, Frynseklinikkerne, hjælper dyr over hele landet og har indtil nu hjulpet over 10.000 kæledyr i Danmark og har besøgt over 100 byer.

Dyreværnets direktør Henrik Knaack udtaler:

- Når foråret og sommeren kommer, oplever vi hos Dyreværnet, at det vælter ind med kattekillinger. Derfor kan jeg kun stærkt anbefale, at man får steriliseret/kastreret sine katte. 

- Frynseklinikkerne kan hjælpe vores udsatte borgere med neutralisering af kattene - og selvfølgelig også, hvis de har andre problemer med deres kæledyr. Vi mærker et stærkt stigende pres på vores Frynseklinikker, og vi er så stolte over, at vi på fem år har haft mulighed for at hjælpe så mange kæledyr og mennesker, der har det svært, siger Henrik Knaack.

Annonceret indhold

Nyeste