Lars Schou Andersen har drevet gårdbutik nær Terndrup i 25 år.
Livet her

Lars med 25 års jubilæum: Det sælger han mest af

02. marts 2024 kl. 16:01
Opdateret kl. 19:25

Det er 25 år siden, han trodsede alle andres gode råd og bekymringer.

De blev alle gjort til skamme. Efter et kvart århundrede går Lars Schou Andersen stadig og laver mad til sine kunder i gårdbutikken.

- Vi er så glade for den kæmpe skare af trofaste kunder, vi har. Vi får selvfølgelig nye kunder løbende, men vi har også mange faste, der kører op til 50 kilometer hver vej for at komme herhen. Det må jo være fordi, de trods alt synes, det er okay mad, vi laver, siger Lars Schou Andersen.

Populære koteletter

I dag bliver der primært solgt fersk kød, pålæg, pølser og ikke mindst færdigretter fra frost hos Krastrupsøgaard Gårdbutik. Der er mere end 40 forskellige retter på kortet, herunder frikasseer, boller i karry, biksemad, hjerter i flødesovs, gullasch og ikke mindst storsælgeren: Kotelet med kartoffelmos og fløde-champignon sovs.

Krastrupsøgaard sælger også masser af fersk kød.

- Vi laver nok mellem 200 og 300 af dem ad gangen. Det er helt vildt, som folk vil have det, siger slagtermesteren.

Tilbage i 1997 sagde Lars Schou Andersen sit job op som slagter i et supermarked. Han besluttede sig derfor for at åbne sin egen butik på sin gård og ellers arbejde som afløser andre steder.

Det sidste kom han dog aldrig i gang med - det gik simpelthen for godt. Gårdbutikken blev hurtigt kendt i lokalområdet.

Leder efter partner

- Engang solgte vi cirka 20 hjemmelavede frikadeller om ugen. Jeg gav mig til at tænke over, hvad vi kunne gøre for at sælge flere. Vi satte et banner op på husene ud til en hovedvej med et tilbud på ti frikadeller og et kilo kartoffelsalat. Derefter solgte vi ikke under 500 frikadeller om ugen, siger Lars Schou Andersen med et grin.

De sidste par år har han været på udkig efter en partner, der på sigt kunne overtage.

Lars Schou Andersen leder efter en partner, der kan overtage på sigt.

- Det kunne være fantastisk, siger slagtermesteren.

- Jeg vil ikke længere arbejde døgnet rundt som før i tiden. Der har jeg været, tilføjer han.

I anledning af de 25 års jubilæum planlægger Lars og resten af personalet en række gode tilbud i uge 10.

Annonceret indhold

Nyeste