Livet her

25 år med glad musik i Biecentret

100 musikglade samlet søndag til Husorkestrets jubilæum

01. oktober 2018 kl. 13:41

HOBRO: 25 år er der efterhånden gået, siden Julius Christensen satte sig for at samle en håndfuld musikere omkring sig, så det dengang nye Biecenter i Hobro kunne blive fyldt med musik.

Søndag var flere end 100 musikglade samlet i Biecentrets sal for at være med til at fejre Biecenterets Husorkesters 25 års jubilæum.

Ingen af de oprindelige orkestermedlemmer er med længere, men musikken er stadig i den gode gamle stil, under ledelse af Regner Straadt.

Utallige er de fællessangs-arrangementer, orkesteret har spillet til gennem årene.

Der er blevet budt op til dans, og orkesteret har også spillet til banko.

Bendt Jørgensen fra centerrådet holdt i dagens anledning jubilæumstale til husorkestret.

- I er godt aktiv for Biecentret, fordi I er nogle gode, glade og velspillende amatører, og I spreder med jeres musik humør og glæde - både for jer selv og for andre.

- I Århus og i Aalborg er der et musikhus, I Randers, Hadsund og Arden har man et kulturhus. I Hobro har vi ingen af delene. Men vi har til gengæld Biecentret og Biecentrets Husorkester, og det er vi meget stolte af. Det er i høj grad jeres skyld, at vi her i Biecentret føler, at vi har et levende og populært musik- og kulturhus, lød det bl. a. i talen til 25 års-jubilaren.

Som en overraskelse kom Hans Jørgen Nielsen fra Sparekassen Hobro Fonden og overleverede på jubilæumsdagen et beløb på 20.000 kr. til indkøb af et nyt klaver.

Annonceret indhold

Nyeste