Nu har Herman Bang omsider fået et litterært selskab. Det blev stiftet forleden i Bogby-butikken i Skørping, hvor man også kunne høre et foredrag om ”Forfatternes forfatter” af lektor Peter Michael Lauritzen. Privatfoto
Livet her

45 stiftede Herman Bangs litterære selskab

Det ny Herman Bang-selskab fik 25 medlemskaber med det samme, da der torsdag aften var stiftende møde

21. september 2018 kl. 15:08

SKØRPING: Hele 45 mødte op, da der torsdag aften var inviteret til stiftende møde for et Herman Bang-selskab i Bogby-butikken i Skørping.

Det var langt flere, end initiativtagerne havde turdet håbe på:

- Det var jo en helt fantastisk opbakning, også fra nogle folk uden for Skørping. Der blev tegnet omkring 25 medlemskaber med det samme, og jeg skal også love for, at vi fik solgt nogle Herman Bang-bøger, lyder det fra Henrik Bugge Mortensen, formand for Bogby 9520 og også et af medlemmerne i bestyrelsen for det nye litterære selskab.

Han blev valgt sammen med resten af den lokale arbejdsgruppe, nemlig Birgit Møller Sørensen, Poul Flou, Elsebeth Møller og Runa Lauritzen.

Mogens Pahuus og Bjarne Troelsen blev valgt til suppleanter.

Bestyrelsen konstituerer sig i begyndelsen af oktober.

På mødet holdt lektor Peter Michael Lauritzen et foredrag om Herman Bang under overskriften "Forfatternes forfatter".

Henrik Bugge Mortensen gav en introduktion til historien om Herman Bangs tilknytning til Skørping, og den arbejder han også på at lave en film om.

- Manuskriptet er ved at være klar, men jeg mangler stadig lidt penge til projektet og skal have søgt nogle fonde, fortæller han.

Annonceret indhold

Nyeste