Bo Young var god til at komme rundt i salen på Solvang - samtidig med at han forstod at holde afstand til Solvang-beboerne. Privatfoto
Livet her

Alternativ høstfest på Solvang

Bo Young stod for underholdningen, og Sønderup Landkøkken leverede stegte ål

29. september 2020 kl. 10:50

Årets høstfest på Plejecenter Solvang i Aars blev - af indlysende årsager - ikke helt som sædvanligt, men fest blev der nu alligevel.

Sangeren Bo Young var på forhånd bestilt til at komme og synge i dagligstuen.

Her var det lavet, således at beboerne kunne sidde afdelingsvis, mens de lyttede til Bo Youngs egne sange og også mange af faderen, Jodle Birges.

Bo Young var god til at komme rundt i salen - uden at komme alt for tæt på beboerne.

Efter underholdningen gik beboere og ansatte tilbage til de enkelte afdelinger, hvor der var dækket fint bord med georginer, halm, fint foldede servietter og efterårsting fra haven.

Sønderup Landkøkken havde sørget for ål til alle, og Solvanges eget køkken havde lavet dessert.

Ålene blev skyllet ned med øl og snaps til, og der blev skålet og snakket lystigt, så selv om høstfesten i år blev afholdt på alternativ vis, så det ud til, at alle fik en god fest.

Annonceret indhold

Nyeste