Livet her

Avanceret brintfabrik indviet i Hobro

Hybalance er et af Europas største og mest avancerede anlæg

11. september 2018 kl. 11:11

HOBRO: Et af Europas mest avancerede brintanlæg blev forleden indviet i Hobro under navnet Hybalance.

Snoreklippet foretaget af Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen (V) var en markering af, at Hobro er en væsentlig aktør i bestræbelserne på at gøre brint til en løsning på verdens energi- og klimaproblemer

Air Liquide, Hydrogenics, LBST, Neas Energy og Hydrogen Valley/CEMTEC er partnerne bag et af Europas største anlæg til produktion af brint, som i fremtiden vil være baseret udelukkende på vedvarende kilder.

Produktionen af brint sker gennem elektrolyse af vand. Derved bliver det muligt at lagre vindmøllestrøm. Brintproduktionen vil bidrage til at balancere el-nettet, hvilket er væsentligt for at sikre stabil spænding i nettet.

Brinten leveres til kunder i industrielle virksomheder såvel som til de fem brinttankstationer i Danmark, som drives af Copenhagen Hydrogen Network (CHN), der er et datterselskab under Air Liquide.

- Brint rummer et meget stort potentiale i forhold til omstillingen af energisystemet. Hos Air Liquide er vi stolte af at være en del af HyBalance-projektet. Projektet bidrager også til Air Liquide Gruppens commitment i forhold til at udvikle teknologiske løsninger, der leder hen mod mindre udledning af drivhusgasser - med henblik på at bekæmpe klimaforandringerne, siger Francois Darchis, Senior Vice President og medlem af Air Liquide Gruppens Executiv Committee, Supervising innovation i en pressemeddelelse.

Annonceret indhold

Nyeste