Livet her

Elrofonden åbner sluserne: Snart kan du komme gratis på museum

En gang om året vil fonden gøre det muligt for foreninger, museer og oplevelsescentre at lokke med gratis entré

14. september 2018 kl. 14:00
Opdateret 20. september 2018 kl. 10:20

En weekend propfyldt med kultur, foredrag og sport.

Det er ambitionen, når det næste år går løs med Elrodage 24. til 26. maj.

Et nyt initiativ fra Elrofonden, der skal hjælpe klubhuse, foreninger og oplevelsescentre med at trække flere gæster til.

Siden den velgørende fond blev dannet for fem år siden, har den givet penge til en lang række anlæg - lige fra nye tage på forsamlingshuse til legepladser oh renovering af klubhuse.

I den sydlige del af kommunen

Nu er fonden klar til også at støtte arrangementer, indvielser og aktiviteter i det gamle elselskabs forsyningsområde, der også omfatter den sydlige del af Mariagerfjord Kommune (heriblandt byerne Mariager, Hadsund, Visborg og Onsild).

- Vi vil dække entrébilletterne for en dag i løbet af weekenden, så man for eksempel kan komme gratis ind i Mariager Saltcenter eller med veteranjernbanen.

Dyrt for en familie på fire

- For en familie på fire, kan der jo være mange penge at spare, siger bestyrelsesformand Steen Thomsen.

- Det kunne også være Hadsund Biograf, der valgte at vise film en hel dag.

Så betaler vi entrébilletterne.

- Eller det kunne være kajak- og roklubben gik sammen om en støttekoncert i Mariager Kirke.

Vi håber også, forsamlingshusene vil søge.

- Så vil vi gerne betale for hovednavnet til en koncert eller et foredrag, siger Steen Thomsen.

Fonden vil også støtte sportsforeninger, der holder turneringer i Elrodagene.

Foreløbig har Mariager Saltcenter og veteranjernbanen mellem Mariager og Handest meldt sig på banen.

Danmarks største saltbjerg

På saltcentret har man planer om at lave Danmarks største saltbjerg til anledningen.

- Det er en god mulighed for os. Vi har haft udfordringer med et dalende besøgstal, og én glad kunde generer jo som bekendt flere.

- Det kommer også til at skabe en bevågenhed om hele området.

- Så kan det være, man tager en dag på saltcentret i år, og så vender man tilbage næste år og tager en tur med veteranjernbanen, siger centerleder Casper Hestbech.

8. oktober er der informationsmøde om Elrodagene på Mariagerfjord Golfrestaurant.

Annonceret indhold

Nyeste