Livet her

En dagstur til Livø er garanti for en helt særlig naturoplevelse

I weekenden kan øen desuden byde på Nordic Folk Festival

29. juni 2021 kl. 15:39

Mødestedet er Rønbjerg havn - kun ca. ti kilometer fra Løgstør.

Rønbjerg er også kendt for sit feriecenter Landal, som byder på masser af fritidstilbud for turister, og selve Rønbjerg Havn oser af hygge med masser af lystsejlere, der sidder i deres både eller gør klar til en tur på Limfjorden.

Yderst i havnen ligger Bertha.

Bertha er færgen, som sejler turister og andre til Livø. I sommerperioden er der otte afgange fra Rønbjerg til Livø og en enkelt mindre fra Livø. Det skyldes alene, at færgen overnatter i Rønbjerg.

Man kan booke billet hjemmefra eller købe den på overfarten.

På turen over snakker vi med ejeren, Jesper Dalstrup, der overtog driften 1. marts i år.

Turen med Bertha til Livø tager ca 20 minutter. Den lille færge må medtage op til 98 passagerer, og Jesper Dalstrup sejler den 14 dage i træk, hvorefter han afløses i en tilsvarende periode.

Det er Vesthimmerlands Kommune, der sørger for, at der er en færgerute til øen, via tilskud til driften.

Livø gør sig specielt bemærket med at være totalt bilfri. Man må heller ikke tage sin hund med - mest for at beskytte vildtet på øen.

Fra ankomsten må man gå den korte tur op til ”byen” hvor de fleste huse er, bl. a. købmanden. Her holder øens forpagterpar, Ulla og Jesper Lynge Bergholt, til.

De har forpagtet øen i fem år og har netop søgt om forlængelse på yderligere fem år.

Vi har aftalt et møde med Jesper Lynge Bergholt, som lige er ved at indkvartere et par familier fra København. Telefonen ringer konstant, efter at skolernes sommerferie netop er skudt i gang.

Jesper fortæller, at der 2.-4. juli er Nordic Folk Festival med bl. a. Blum og Haugaard Band, Mads Hansens Kapel, Nordens Tone m.fl.

- Og i det hele taget sker der noget hele tiden om sommeren, fortæller Jesper.

Kunstnere og musikere mødes og laver højskole, og det er en tradition at spille solen ned med fantastisk udsigt fra ”Louisehøj” på øen.

I ugerne 28-30 holder SFOF sommerhøjskole på øen med op imod 150 deltagere.

Øen, der ejes af Naturstyrelsen, her et økologisk landbrug med produktion af korn og frø samt økologisk oksekød fra Angus kvæg - en økologisk højborg.

På et tidpunkt var det ellers politisk besluttet at lukke landbruget på øen, men det blev ikke til noget.

På øen er der nu i stedet så mange lokale råvarer, at der påtænkes et pølsemageri, bryggeri og et destillationsanlæg.

Et par kommer forbi og køber et par kopper kaffe og hjemmebagt kringle, mens Ulla Lynge Bergholt pludselig dukker op med store glas med jordbær med rom.

- God tur på øen, siger gemalen Jesper, og turen går nu ud i Livøs fantastiske natur.

Der er lavet en rute på 10 km, som er tydeligt afmærket, men man kan naturligvis også gå på egen hånd i den næsten urørte og meget smukke natur.

Øen er på 320 ha, så det er en af de mindre i Danmark, og p.t. er der kun fem fastboere. Hvis man bruger en dag eller booker overnatning, er der mulighed for se meget mere, men tager man tidligt afsted og hjem med den sidste færge, får man også et godt indtryk af Livøs herligheder. Alene den stilhed, der er, findes ikke mange steder. Og biodiversiteten findes her næsten overalt.

For øvrigt kan man også selv sejle til Livø, hvis man har en lystbåd eller lignende. Der er desuden en teltplads, hvor man kan overnatte.

Hos købmanden kan du købe alt, hvad du skal bruge, også mad. Og det er med garanti lavet på de allerbedste lokale råvarer - med kærlighed og respekt for naturen.

Annonceret indhold

Nyeste