Minispejderne fra Terndrup på lejr ved Lille Vildmosecentret. Privatfoto
Livet her

Endelig kunne de komme af sted på lejr

Minispejdere fra Terndrup nød tydeligvis at være på lejr ved Lille Vildmosecentret

09. juli 2021 kl. 11:17

Glæden var stor, da minispejderne fra Terndrup for nylig endelig kunne komme afsted på lejr.

Turen gik til shelterpladsen ved Lille Vildmosecenteret, og alle havde cykler, så de unge spejdere på førstedagen kunne cykle ud i Vildmosen.

Nogle af spejderne var endda så heldige at se en elg undervejs.

Efter cykelturen var der bålhygge, indtil det blev tid til at gå til køjs.

Dagen efter gik minispejderne på opdagelse i selve Vildmosecenteret og i området omkring centeret - ikke mindst den dejlige legeplads.

Til aften skulle spejderne selv lave mad. De fik udleveret en foliebakke, og så var det bare med at få tilberede kartofler, grøntsager og pasta som garniture til kyllingespyddene.

Til dessert var der frugtsalat, som også krævede et større forarbejde af spejderne - og så var der ellers også lige en fodboldkamp, der skulle følges med i, inden aftenen sluttede med lejrbål, sang og små historier.

Det skal snittes mange stykker frugt, for at det kan blive til en ordentlig omgang frugtsalat. Privatfoto

Søndag skulle lejren pakkes sammen, og efter frokost kom forældrene og hentede spejderne hjem.

- Både ledere og spejdere var bagefter enige om, at det havde været en dejlig tur.

- Vi følte os rigtig godt velkomne på Lille Vildmosecenteret, og tusind tak fordi i gav jer tid til at vise os nogen af jeres dyr, for eksempel tusindbenet, kæmpesneglen og ikke mindst jeres hugorm, lyder det efterfølgende fra Ulla Johansen på vegne af Terndrup minispejdere.

De ansatte i Lille Vildmosecentret var flinke til at fortælle om centrets forskellige dyr. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste