120 børn var med på Støvring Esports seks Aktiv Ferie-hold i den første uge af skolernes sommerferie, men næsten lige så mange havnede på ventelisten. Privatfoto
Livet her

Esport hitter i sommervarmen

120 børn på plads ved computerne hos Støvring Esport - men næsten lige så mange endte med at stå på venteliste

09. juli 2021 kl. 11:14

Støvring eSport har igen i år haft succes med at tilbyde esport til børn og unge i Rebild Kommune i den første uge af skolernes sommerferie.

Hele 120 børn deltog fra mandag til lørdag, fordelt på seks esports-hold i løbet af ugen.

- Vi må sige, at det gik over al forventning.

- Alle seks hold var fyldt op blot få dage efter, at der blev åbnet op for tilmeldingen tilbage i maj, og med de ventelister, der var på holdene, kunne vi have haft langt over 200 deltagende børn i den første uge af børnenes skoleferie, hvis vi vill, noterer formanden for Støvring eSport Torsten Topbjerg.

- Vi kunne sikkert også godt have fundet plads til nogle flere end de 120, vi havde med til esport i denne omgang, men vi valgte dog kun at tage 20 børn ind på hvert hold, fordi vi ville sikre os, at vi kunne give dem alle en god oplevelse.

- Vi er jo drevet af frivillige, så vi skal også finde folk, der vil bruge deres fritid på at sikre den gode oplevelse for de børn, der deltager, føjer Torsten Topbjerg til.

Tastatur-kast var igen i år et af punkterne på Støvring Esports Aktiv Ferie-program. Privatfoto

Esports-tilbuddet indgik som en del af Rebild og Mariagerfjord kommunes ”Aktiv Ferie”-program, som i alt samlede 740 børn til forskellige aktiviteter i den første uge af skolernes sommerferie.

Der forventes et lignende antal i den sidste uge af skoleferien, hvor Støvring eSport igen har esport på programmet.

Her er der pt. venteliste til fem af de seks udbudte esports-hold.

- Vi har meget fokus på, at esport skal være mere end ”blot” at game foran en skærm. Vi dyrker også det fysiske fællesskab børnene imellem og har stor fokus på vigtigheden af motion, bevægelse og at have det sjovt.

- Udover Outdoor eSport har vi f. eks. igen i år en konkurrence om, hvem der kan kaste et tastatur længst. En konkurrence, der ikke alene bringer smil og latter frem hos deltagerne, men også hos dem, som ser på, forklarer Torsten Topbjerg.

De var bedst til at kaste med tastaturer i den første uge af skolernes sommerferie. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste