Fire butikker i den nederste ende af gaden er gået sammen om modeshowet på den røde løber fredag klokken 19. Fra venstre er det Anette fra She Fashion, Louise fra By Froberg, Rikke fra Rabøl og Emma fra Butik Gitte. Privatfoto
Livet her

Fire butikker tænker ud af boksen: indtager den røde løber sammen

By Froberg, She Fashion, Butik Gitte og Rabøl Sko er gået sammen om at skabe mere liv i deres ende af gågaden, når det går løs med "Open By Night 28. september

25. september 2018 kl. 15:00
Opdateret kl. 16:50

HOBRO: - Vi vil gerne skabe lidt mere aktivitet i "vores ende af gaden".

- Derfor inviterer vi dig til modeshow fredag klokken 19, hvor 12 skønne kvinder står klar til at posere op og ned ad den røde løber.

Sådan lyder invitationen fra butiksassistent Louise Holstein Nørgaard, By Froberg, på vegne af tre tøjbutikker og en skobutik i den del af byens forretningsstrøg, hvor Adelgade møder Jernbanegade.

Modeshowet på den røde løber under "by night" forventes at vare en halv time til tre kvarter - og har i udpræget grad adresse til kvinder.

Modetøj og modesko

På skift poserer mannequinerne med modetøj fra tøjbutikkerne By Froberg (Adelgade 12), She Fashion (Adelgade 13), Butik Gitte (Jernbanegade 2 A), mens Rabøl Sko leverer sko, der passer til gevandterne.

Pigerne tager skoene med i hånden.

- Vi har jo tit gået og snakket om, at der godt måtte ske lidt mere i vores ende af byen under by night, hvor det meste jo foregår ved Store Torv.

- Hobro Handel roser os for at tænke ud af boksen.

- Så nu glæder vi os til at vise, hvad vi har i butikkerne, siger 33-årige Louise Holstein Nørgaard, som i efterhånden halvdelen af sit unge liv har stået i butik.

Annonceret indhold

Nyeste