Livet her

Glad sang i skyggen af sparekatalog

14. september 2018 kl. 07:00

ØSTER HURUP: Multiforum i Øster Hurup dannede forleden ramme om en Syng-sammen-aften, arrangeret af Kulturelt Samråd i Mariagerfjord Kommune.

Mange var mødt frem for at deltage i det livsbekræftende arrangement, som blev indledt med fællessangen “Sensommervise" og velkomst ved Kulturelt Samråds formand, Lisbeth Andersen.

Hun undlod i samme forbindelse ikke at gøre opmærksom på, at arrangementer som dét i Øster Hurup måske snart er en saga blot, idet Kulturelt Samråd står til at blive økonomisk ramt i kommunens sparekatalog.

De dystre udsigter fik dog ikke lov at overskygge den glade sangaften i Øster Hurup.

Duoen D´dur, alias Mette Dam og Brian Svendsen, fremførte gamle, kendte Kai Norman Andersen-viser. Als-Ø Hurup Kirkekor med Troels Kold i spidsen sang flerstemmigt, og efter pausen, hvor Multiforum trakterede med kaffe, kage, øl, vin mm, lærte publikum en ny - og tostemmig - melodi til den kendte Gnags-sang “Når jeg bli´r gammel".

Programmet bød også på Ø Hurup-visen, skrevet af den lokale Jytte Jensen, inden aftenen sluttede på bedste vis med en “ønskekoncert".

Annonceret indhold

Nyeste