Mads Sørensen står i spidsen for Mariagerfjord Vognmandsforretning. Foto: Jesper Bøss
Livet her

Goddag og farvel

01. maj 2018 kl. 15:34

For godt tre måneder siden overtog Mads og Per Sørensen fra Terndrup, Vognmand Per H. Jensens forretning i Hadsund, og omdømte den til Mariagerfjord Vognmandsforretning. Starten for de nye ejere har været rigtig god i den etablerede vognmandsforretning, der på fredag den 4. maj markerer skiftet ved en reception.

- Vi overtog forretningen i slutningen af januar, men der har simpelthen været så travlt, at vi ikke har haft tid til en reception. Men på fredag skal det være, fortæller Mads Sørensen, der står for den daglige drift i Mariagerfjord Vognmandsforretning, som han således ejer sammen med sin far, Per Sørensen, der også har Sørensen Transport & Handel i Terndrup.

- Jeg håber derfor, at mange vil kigge forbi og sige pænt farvel til Per H. Jensen, der havde drevet virksomheden siden 1986, og selvfølgelig også goddag til os.

- Vi glæder os også til at vise nogle af vores nye initiativer, blandt andet en stor og overskuelig plads med forskellige typer af sand, sten og grus, som vi sælger.

- Vi er fantastisk glade for vores start med Mariagerfjord Vognmandsforretning, og ser frem til på fredag, hvor vi vil byde på lidt godt til ganen, ligesom der vil være lidt forskellige initiativer for børnene, slutter Mads.

Receptionen finder sted fra kl. 13 til 18 i Industriparken 43 i Hadsund.

Annonceret indhold

Nyeste