Pavels Sokolovs i færd med at tilberede sushi i sin restaurant - Sushi Fresh - på Theatertorvet 2. Foto: Claus Søndberg
Livet her

Hobro fik to sushi restauranter

To mandlige restauratører - først i trediverne og fra henholdsvis Letland og Rumænien - dyster om hobroensernes smag for sushi

30. september 2018 kl. 15:00

HOBRO: I Randers råder de over syv sushi-restauranter, mens Aarhus huser hele 35 af slagsen.

Hvorimod du hidtil kun har kunnet nyde denne asiatiske tradition med kunstfærdigt udskåret rå fisk eller skaldyr og marinerede ris i Hobro hos kinesiske Fu Lin i Adelgade 63 - endda som en del af et bredere menukort.

Den stilstand på sushi-fronten blev der gjort ende på sidste uge.

I løbet af bare 48 timer åbnede nemlig to nye sushi restauranter i Hobro inden for en gåafstand af 150 meter.

Erfarne restauratører

Begge restauranter drives af udenlandske EU-borgere. To mænd først i trediverne bosat henholdsvis i Aalborg og Aarhus og begge med nogle års erfaringer i sushi-køkkener

Tirsdag i sidste uge slog Sushi Fresh dørene op over for Theaterrestauranten på Theatertorvet 2 i bygningen, hvor tidligere Den Lille Restaurant og Hobby For Dig har budt sig til.

Og torsdag havde så Sushi House i Østergade 12, der seneste husede Konditorshoppen, første åbningsdag.

Konkurrence en god ting

To nye spisesteder, der altså begge tager afsæt i den japanske nationalret - sushi.

En asiatisk madtradition - som i tidernes morgen udsprang af en metode til at konservere rå fisk ved at presse friske fisk mellem lag af salt og ris - under vægten af tunge sten.

- Jeg kan næsten ikke finde ord for det, lyder det spontant fra 34-årige Petrica Asiei, der kommer fra Rumænien.

Og så alligevel:

- Konkurrence er jo ikke dårligt for byen. Så opper vi os begge til at give kunderne bedst mulig kvalitet, forudser restauratøren bag Sushi House i Østergade.

Heri synes 31-årige Pavels Sokolovs fra Letland enig:

- Jeg er ikke bange. Konkurrencen vil vise, hvem af os der er smartest og stærkest, bemærker letten med et skævt smil.

- For min skyld kan vi da godt lade det komme an på en smagskonkurrence.

Udfordring

- Lad os mødes til dyst en ved seks borde her i restauranten, vise hvad vi kan og bede et panel af kunder bedømme, hvem der laver den bedste sushi, udfordrer Pavels Sokolovs fra Theatertorvet.

- Det er jeg selvfølgelig klar til, griner Patrica Asiei.

- Smagen gør forskellen.

- Jeg kender mine menuer og ved, hvad der skal til - og jeg gør det med kærlighed, forsikrer rumæneren.

Begge betoner, at der tages hul på helt friske råvarer hver eneste morgen, når menuerne produceres enten til kunder i restauranten eller take away.

Kun på Theatertorvet har men gearet stabsstørrelsen til at bringe maden til døren.

På Østergade skal du selv hente din sushi.

Men eksempelvis kan maden via nettet bestilles om morgen og stå spiseklar til aftalt tid om aftenen.

Annonceret indhold

Nyeste