Hobro er inde i en negativ stime på syv kampe uden sejr. Foto: Henrik Louis
Livet her

Hobro: Vi var ikke kyniske nok

Nederlaget til FCK skal dog hurtigt pakkes væk, for vital kamp vender lørdag

01. marts 2018 kl. 08:21

FODBOLD: En god indledning var falsk alarm, da Hobro IK onsdag aften tabte 2-0 til FC København i Alka Superligaen.

I nordjydernes lejr var der enighed om, at resultatet kunne være blevet et andet, hvis man havde fået udbytte af de første 25 opløftende minutter på DS Arenas sneklædte græs.

- Vi fik den start, vi gerne ville have, men desværre udeblev det mål, som vi kunne have drømt om, og som kunne have åbnet kampen op. Vi fik ikke noget ud af vores muligheder, og så stod det pludselig 2-0 til FCK nærmest ud af ingenting. Så blev det rigtigt svært mod et stærkt hold, siger cheftræner Thomas Thomasberg.

Nu vi skal stemple ind

Det var syvende kamp i træk, at Hobro gik fra banen uden en sejr, og de er nu tre point efter en slutspilsplads.

- Det er klart, at vi snart skal til at have nogle point på tavlen igen. Men som sagt kæmper vi lidt med at få prikket den ind på mange af de samme muligheder, som vi scorede på i efteråret. Det er kun hårdt arbejde, der kan ændre på det, siger Jonas Brix-Damborg.

Midtbanespilleren ser frem til lørdagens udekamp mod Lyngby, som giver en hurtig mulighed for oprejsning.

- Lyngby er bestemt et hold, vi skal kunne måle os imod. Vi ved godt, det er nu, vi skal stemple ind, og det håber jeg så sandelig, vi får at se på lørdag, lyder det.

Annonceret indhold

Nyeste