Livet her

Hvorfor gå og stresse, når der er efterårsmesse

Flere end 4000 besøgte messen i Lanternen i weekenden

01. november 2021 kl. 09:52

Omkring 80 stande var repræsenteret på weekendens efterårsmesse i Lanternen i Løgstør.

Man kunne finde ejendomsmæglere, assurandører, pengeinstitutter, bedemænd og hypnotisører - bare for at nævne nogle.

Og med kun et par uger til kommunalvalget kunne man naturligvis også finde stande, hvor de forskellige partier gjorde kur til vælgerne med karameller og andet mundgodt.

På Venstres stand kunne man tillige møde fhv. skatteminister Karsten Lauritzen sammen med de lokale Venstre-folk og borgmesteren i Vesthimmerland, Per Bach Laursen, og hos Dansk Folkeparti kunne man møde Morten Messerschmidt sammen med den lokale Liselotte Lynge Jensen.

Sognepræst Pernille Vigsø Bagge holdt åbningstale og blev i bedste filmstil eskorteret ind til scenen af de lokale vægtere.

Pernille Vigsø Bagge glædede sig over det fine tiltag - og lancerede samtidig et nyt slogan: Hvorfor gå og gruble og stresse - når der er lys i Lanternen og ”Efterårsmesse”.

Lørdag middag var der politisk duel med Per Jensen som ordstyrer, og ud på eftermiddagen optrådte X-faktor sanger Mathilde Caffey på scenen.

Søndag var der besøg af ”Tryllestøv”, og om eftermiddagen var der modeopvisning.

Messen var arrangeret i samarbejde med Messecenter Himmerland, og flere end 4000 besøgte messen i løbet af weekenden.

Annonceret indhold

Nyeste