Livet her

Idrætsuge kortet ned til tre dage

01. august 2017 kl. 06:15

BLENSTRUP: Blenstrup Idrætsforenings idrætsuge bliver i år noget mere komprimeret, end det hidtil har været tilfældet.

Idrætsugen er blevet forkortet fra en hel uge til blot tre dage, men til gengæld bliver der så også aktivitet nærmest non-stop.

Programmet indledes torsdag med stegt flæsk og persillesovs, efterfulgt af FIFA-turnering, håndbold på græs og stavost.

Om fredagen lægges der ud med aktiviteter for børnene på multibanen og old boys turnering. Senere vil der blive serveret grillmad fra grillen, og denne aften er der også live-musik ved Karsten Pedersen og P.S. Band, som egentlig er det gamle Al Capones, blot uden sanger.

Bandet optræder nu udelukkende med gamle Shadows- og Cliff Richard-numre.

Lørdag begynder med gratis morgenkaffe til morgenfriske, inden der fortsættes med bankospil og cykelturen Tour de Blenstrup.

Når det er overstået disker man op med et sildebord, hvorefter der er bagagerumssalg og - ud på eftermiddagen - stjerneløb og kagebord.

Senere på eftermiddagen spilles der rundbold, hvorefter der tændes op for grillen.

Blenstrup-borgerne medbringer selv kød til grillen, og så sluttes der i øvrigt af med 5-kamp, dartturnering og hoppeborg for børnene.

Annonceret indhold

Nyeste