En lille, sluttet skare var mødt op i anlægget ved den gamle politistation for at deltage i kransenedlæggelsen ved Ove Andersens mindesten. Foto: Mogens Lynge
Livet her

Løgstørs bedste sabotør mindet på befrielsesdagen

Byrådsmedlem Per Jensen holdt mindetale for lokal frihedskæmper - og mindedes samtidig sin afdøde partifælle Uffe Bro

05. maj 2021 kl. 11:12

På befrielsesdagen, 4. maj, var der traditionen tro kransenedlæggelse i anlægget ved den gamle politistation i Løgstør.

Højtideligheden blev holdt ved mindestenen for elektriker Ove Andersen, der under Anden Verdenskrig var en vigtig del af sabotagegruppen i Løgstør.

I januar 1944 overtog han ledelsen af nedkastningerne af våben i området, men en nedkastning på Livø blev ramt af en række uheld, så tyskerne opdagede, hvad der foregik.

Ove Andersen forsøgte hurtigt at komme væk, men blev i rutebilen til Aalborg anholdt og blev samme år sendt til koncentrationslejren Neuengamme. Et ophold, som han desværre ikke overlevede.

Ove Andersen blev således blot 24 år.

I bogen Danmarks Frihedskamp af Ebbe Munck og Børge Outze fortælles, at Ove Andersen havde et ukueligt humør og en enestående energi i kampen mod tyskerne. Ja, han beskrives ligefrem som ”Løgstørs dygtigste sabotør”.

Ove Andersens nevø, Eg Andersen, lagde også en krans ved mindestenen. Foto: Mogens Lynge

Byrådsmedlem Per Jensen lagde en krans fra Vesthimmerlands Kommune og fortalte om Ove Andersens virke.

Tidligere var det Per Jensens nu afdøde partifælle, Uffe Bro, der stod for arrangementet, og Per Jensen fik i sin mindetale også lige sagt nogle pæne ord om netop Uffe Bro.

Ove Andersens nevø, Eg Andersen, lagde også en krans ved mindestenen.

Fra venstre Eg Andersen, byrådsmedlem Per Jensen og Knud A. Henriksen fra Lokalhistorisk forening. Foto: Mogens Lynge
Annonceret indhold

Nyeste