Nu er de tre hos Home i Støvring: Anders Nymand Andersen, Lisa Mikkelsen og Kristina Østergaard Søbygge. Privatfoto
Livet her

Mæglere opruster efter to år med 100 solgte boliger

Kristina Østergaard Søbygge er ny på holdet hos Home i Støvring

19. maj 2021 kl. 14:39
Opdateret 20. maj 2021 kl. 11:23

Home Støvring har netop rundet to år, og dét markerer ejendomsmæglerforretningen ved at invitere endnu en medarbejder, Kristina Østergaard Søbygge, med på holdet i Jernbanegade

De to Home-mæglere, Anders Nymand Andersen og Lisa Mikkelsen, startede i sin tid fra nul, men har nu solgt over 100 boliger.

- Det er så vildt, lyder det næsten forpustet fra Lisa Mikkelsen, der ellers både er kendt som fodboldsponsor og spiller for det lokale kvindeseriehold.

Makkeren Anders Nymand Andersen har primært sine benkræfter og sit boldøje fra badmintonsporten.

For to år siden mente duoen, at der var behov for en mæglerbutik mere i byen, der kunne give boligsalget et frisk pust.

- Det var oplagt, at Home kom til Støvring. Og så synes vi selvfølgelig i al beskedenhed, at vi er de helt rigtige, lokale folk til opgaven, lyder det fra Lisa Mikkelsen og Anders Nymand Andersen, dengang hhv. 25 år og 30 år gamle.

De to tidligere studiekammerater på ejendomsmægleruddannelsen i Aalborg slog dørene op til en nyindrettet Home-butik i Jernbanegade 10A, og det er alt i alt gået meget godt.

Ifølge Boligsidens ’Find Mægler’ har home Støvring solgt 14 procent af alle boliger i Rebild Kommune de seneste 12 måneder.

- Vi er så taknemmelige for den opbakning, vi har fået fra venner, familie, samarbejdspartnere og ikke mindst mange købere og sælgere, som de sidste to år har støttet os.

- Det er årsagen til, at vi er nået der til, hvor vi er i dag, siger Anders Nymand Andersen.

Seneste medarbejder på kontoret er Kristina Østergaard Søbygge, der er ansat som ny sagsbehandler pr. 1. maj.

32-årige Kristina Østergaard Søbygge kender i forvejen byen som sin egen bukselomme, eftersom hun både er født og opvokset i Støvring og fortsat bor der.

- Ja, faktisk bor jeg i mit barndomshjem, hvor jeg har stiftet familie med min mand Peter. Sammen har vi to drenge på 4 og 6 år, fortæller hun.

I 2014 færdiggjorde hun uddannelsen som finansbachelor, og efter endt uddannelse blev hun trainee hos Nybolig i Støvring, hvor hun i 2016 blev uddannet ejendomsmægler.

Det er med andre ord nogle sikre hænder og et erfarent hoved, der nu skifter til Home Støvring.

- Jeg trives ganske enkelt bedst med den administrative del af mæglerfaget og sørger for, at alle papirerne er helt i orden.

- Jeg glæder mig til at supplere Anders og Lisa i deres arbejde – og til at komme til at arbejde i Støvring igen efter nogle år hos Nybolig i Hobro, siger hun.

Lisa Mikkelsen er for sin del særdeles glad for at få Kristina på holdet.

- Vi har tidligere arbejdet sammen hos Nybolig Støvring. Så vi kender hinanden rigtig godt – også på det faglige, og Kristina har bare styr på det, siger Lisa Mikkelsen.

Annonceret indhold

Nyeste