I april indgik Mariagerfjord Kommune og Dansk Byggeri en partnerskabsaftale.   Privatfoto
Livet her

Mariagerfjord gør fremskridt på vilkår for erhvervsklimaet

Fremgang at spore for erhvervsuddannelser og samarbejde mellem skole og erhvervsliv - men stadig ret lang sagsbehandling

01. juli 2019 kl. 07:00

MARIAGERFJORD: Det går støt fremad med erhvervsvenligheden i Mariagerfjord Kommune

Sådan konkluderer Dansk Byggeri i sin årlige undersøgelse, som tager temperaturen på de danske kommuners erhvervsklima.

Borgmester Mogens Jespersen (V) glæder sig over, at det lokalt går den rigtige vej, skønt der stadig er plads til forbedringer.

Mariagerfjord befinder sig stadig i den mindst attraktive tredjedel.

Men med en placering som nummer 68 bevæger kommunen sig lidt nærmere en midterplacering både i Nordjylland og på landsplan.

10 pladser frem

I det nordjyske hører Mariagerfjord Kommune til blandt de kun fire kommuner, som kan notere fremgang.

- Det er rigtigt flot, at vi springer 10 pladser frem på listen i en tid, hvor vi har hævet skatten og grundskylden.

- Det gjorde vi jo, fordi vi blev ramt af statens udligningsordning, begrunder borgmester Mogens Jespersen.

Erhvervsuddannelse og samarbejdet mellem folkeskoler og erhvervslivet udgør to af de områder, hvor kommunen klarer sig markant over landsgennemsnittet.

Desuden kan Mariagerfjord bryste sig af at være væsentligt bedre end gennemsnittet til at få nyledige i beskæftigelse.

- Dialogen med virksomhederne er helt central.

- Derfor besøger vi vores virksomheder og lytter til deres behov.

Her får vi ofte øje på, hvad vi kan gøre for, at det bliver nemmere og mere attraktivt at drive virksomhed i vores kommune, siger borgmesteren.

Lange sagsbehandlingstider

Hvad angår sagsbehandlingstid på byggesager, kan det sagtens gøres bedre.

- Ventetiden skal rent ud sagt ned. Derfor har vi afsat ekstra ressourcer til området.

- Vi ser jo, at nogle sager trækker ud, fordi ansøgningerne er mangelfulde.

- Derfor har vi aftalt med Dansk Byggeri, at vi holder kurser, så rådgiverne bliver klædt bedre på til at få udformet en bedre ansøgning, stiller borgmester Mogens Jespersen i udsigt.

”Vidner om seriøsitet”

Hos Dansk Byggeri glæder bestyrelsesmedlem Flemming Madsen sig over, at kommunen straks tager affære:

- Det vidner om seriøsitet, når borgmester, direktører og fagchefer straks rydder kalenderen for at drøfte med os, hvordan kommunen kan nedbringe sagsbehandlingstiden.

- Derfor er vi meget positive overfor Mariagerfjord Kommunes forsøg på at ville reducere ventetiden, roser Flemming Madsen.

Hen i mod sommerferien har byggeafdelingen arbejdet intenst på at nedbringe sagspuklen.

I øjeblikket befinder sagsbehandlingstiden sig nede på cirka syv uger og altså meget tæt på landsgennemsnittet på 46 dage.

Annonceret indhold

Nyeste