Livet her

Masser af leg på sportspladsen

Aarestrup Gymnastik- & Idrætsforening - Rideklub fejrede andenplads som Årets Idrætsforening i Nordjylland med leg og hygge

17. august 2021 kl. 13:22

AARESTRUP: Trods det lunefulde vejr blev der afholdt sommeraktivitet på sportspladsen i Aarestrup, og det var et par formiddagstimer med masser af leg og hygge.

Baggrunden for arrangementet var, at da Aarestrup Gymnastik- & Idrætsforening - Rideklub blev nr. 2 til Årets Idrætsforening 2021, vandt man et gavekort til DGI Nordjylland. Og det valgte man at bruge på en instruktør, der skulle komme og sætte gang i børn, unge og voksne sammen med foreningen, styrke det sociale og få smil og glæde frem.

Det lykkedes - det var tydeligt at se, at eventet blev nydt succesfuldt og alle boltrede sig godt.

Der blev leget lege som røver og politi, handicap dødbold, handicap høvdingebold, kinesisk og almindelig rundbold, volleyball, badminton, rød - gul - grøn stop, kaptajnen kommer, natur bingo, bjerget brænder, nepal bold mm.

Der var frokost kl. 12 fra Aarestrup Forsamlingshuset til alle knap 100 deltagere - frokost som folk nød forskellige steder på pladsen.

Foreningen havde modtaget bevilling fra DIF og DGI’s genstartspulje, der er oprettet på baggrund af corona-nedlukningen af idræts- og foreningslivet. Puljen har til formål at støtte lokale idrætsforeninger i arbejdet med at skabe gratis aktiviteter og oplevelser for alle i sommeren og efteråret 2021 og det var den pulje der gjorde, at det var muligt at afholde aktiviteten, som højnede den enkeltes livskvalitet og øgede det sociale og skabte fælles oplevelser.

Man afholder et tilsvarende arrangement 29. august, hvor Støvring E-sport gæster foreningen.

Annonceret indhold

Nyeste