Livet her

Medaljeregn over Rold Skov Skiklub

26. februar 2018 kl. 10:50

Hele 28 guldmedaljer, 28 sølvmedaljer og 22 bronzemedaljer tog Rold Skov Skiklub med hjem fra de danske langrendsmesterskaber, der foregik på norsk sne.

Det blev kun overgået af én anden klub, nemlig Københavns Skiklub.

Mor og datter fra Arden - Anne og Lea Rye Madsen - tog rigtig godt for sig af medaljeretterne.

Anne Rye Madsen fra Arden vandt danmarksmesterskabet i 10 kilometer klassisk stil i langrend.

Dertil vandt Anne Rye DM sølv i stafet sammen med makkeren Jane Tange Mathiasen fra Skørping, sølv på 30 kilometer og bronze i duatlon (klassisk og skøjt).

Derudover sejrede hun på Gausta Skimaraton (47 kilometer) - et tillæg til DM.

Og 40-årige Anne Rye Madsen lod det ikke blive derved. Hun vandt nemlig også DM-medaljer i "over all" - altså alle aldersklasser mod hinanden.

Derudover scorede Anne Rye Madsen fire gange guld og en sølvmedalje i aldersklassen 40-49 år.

Datteren, syvårige Lea Rye Madsen, vandt sin egen aldersklasse (piger 7-8 år) i de første to konkurrencer og rykkede derefter op i næste aldersklasse (9-10 år), hvor hun vandt de sidste tre konkurrencer.

Derudover leverede klubbens medlemmer, ikke mindst de mange børn, rigtigt mange fine resultater, og den grønne “Rold Skov farve" blev virkeligt vist frem - både i løjperne og på podiet om aftenen.

I de forskellige aldersklasser blev det som nævnt til i alt hele 28 guldmedaljer, 28 sølvmedaljer og 22 bronzemedaljer.

Rold Skov Skiklubs formand, Mikael Jacobsen fra Skørping, var den bedst placerede af mændene fra Rold Skov med en sjette- og en syvendeplads individuelt i DM og en fjerdeplads i stafetten sammen med Peter Bystrup.

Som du nok har bemærket, animerer de hjemlige sneforhold ikke til skiløb - og slet ikke denne vintersæson.

Danmarksmesterskaberne i langrend holdes derfor altid ved Kvitåvatn Fjellstoge i Norge i februar.

- Det er et super fedt arrangement for både elite og motionister, unge og gamle, hvor det sportslige går hånd i hånd med hygge, fællesskab og familieferie.

- På syv dage dystes der i fem forskellige discipliner og distancer, og i hver disciplin kåres en danmarksmester hos henholdsvis damer og herrer.

- Derudover kåres der forbundsmestre i alle aldersklasser, forklarer Anne Rye Madsen.

Rold Skov Skiklub tæller 81 medlemmer, hvoraf 37 deltog i DM-konkurrencer.

Og af disse opnåede 28 mindst én podieplacering (medaljeskamlen) - altså at blive enten nummer et, to eller tre i sin aldersklasse.

Annonceret indhold

Nyeste