Hun var i sandhed en valkyrie, Thit Jensen, som dette pressefoto vist også meget godt signalerer. Forestillingen om Thit Jensen og broren Johannes V. vises i alt fire gange i Vesthimmerland - to gange på Hotel Farsø og to gange på Vesthimmerlands Museum.PR-foto
Livet her

Musikalsk drama om berømt, lokalt søskendepar

Drøm går i opfyldelse for teaterforening, når forestillingen ”Valkyriens kamp” første gang vises på Hotel Farsø 23. august

10. august 2021 kl. 14:59

Det er vist nærmest en underdrivelse at hævde, at det er en drøm der går i opfyldelse, når Vesthimmerlands Teaterforening fra 23. til 26. august kan præsentere borgerne i Vesthimmerland for forestillingen ”Valkyriens kamp”. En musikalsk teaterforestilling om kommunens verdensberømte søskendepar, Thit Jensen og Johannes V. Jensen.

Forestillingen har været undervejs i knap to år, og ideen opstod, da søskendeparret i sin tid blev forenet i det udvidede Johannes V. Jensen- og Thit Jensen-museum i Farsø.

Forestillingen er således resultatet af et særdeles vellykket og inspirerende samarbejde mellem museet, Vesthimmerlands Teaterforening og det professionelle turnéteater Teatergrad/Det Flydende teater, som hurtigt var med på ideen og nu har produceret ”Valkyriens Kamp”.

Fra starten var der aldrig tvivl om, at turnépremieren skulle finde sted i Farsø - nærmere bestemt på Hotel Farsø, hvor både Thit og Johannes har været mange gange.

- I Teaterforeningen har vi ønsket at give rigtig mange mulighed for at se forestillingen, og vi har derfor købt ikke færre end fire opførelser: to på Hotel Farsø og to på Vesthimmerlands Museum i Aars, hvoraf den ene er en forestilling for de unge, fortæller formanden for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen.

I forbindelse med forestillingerne vil der være ”artist-talks”, og der er desuden planlagt et såkaldt ”teaterværksted”, som handler om tilblivelsen af forestillingen.

Selve forestillingen er fortællingen om den moderne kvindes frigørelse i politisk, kunstnerisk og seksuel forstand. Om forfatteren, dramatikeren, debattøren og foredragsholderen Thit Jensen, der sætter hele sit liv ind på at skabe ligestillede vilkår mellem kønnene.

På de ydre linjer lykkes Thit Jensen med stort set alt – men privat og følelsesmæssigt kæmper hun sine helt egne kampe. Kampe for at bevise sit værd som kvinde, for at overgå sin nobelprisvindende storebror Johannes V. Jensen og for at finde sit livs kærlighed.

Hele projektet har kun kunnet realiseres ved hjælp af en række villige og imødekommende sponsorer.

Vesthimmerlands Kommune, Jutlander Fonden og Spar Nord Fonden har alle ydet tilskud til forestillingerne, mens Region Nord, Statens Kunstfond og Kvindernes Bygningsfond har ydet tilskud til forskellige events og aktiviteter i forbindelse med projektet.

- Vi håber selvfølgelig på ”udsolgt” til alle forestillinger.

- Vi synes, at vi med ”Valkyriens Kamp” har fået en helt enestående mulighed for at synliggøre vore to berømte bysbørn, og vi tror på, at det bliver en spændende optakt til den kommende Aha-kulturuge, siger Karen Margrethe Eriksen.

Efter turnépremieren i Vesthimmerlands Kommune skal forestillingen i øvrigt på turné rundt i hele Danmark, så også andre får chancen for en spændende og musikalsk teateroplevelse i selskab med Thit og Johannes V. Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste