Livet her

Nørager-elever blev landkrabber for en dag

Sortebakkeskolens ældre elever tog på fisketur i Mariager Fjord

04. september 2018 kl. 08:01

NØRAGER: Alle elever på 7. og 9. årgang på Sortebakkeskolen i Nørager har i den forgangne uge været en tur i Mariager Fjord.

Klassernes lærere havde sammen med naturvejleder, Gert Rubæk, fra Nordjyllands Historiske Museum arrangeret turene, der foregik fra mandag til fredag.

Besøget skete i forbindelse med klassernes undervisning i naturfag, og kan bl.a. bruges til 9. klassernes afgangsprøve i naturfag.

De unge landkrabber blev ved fjorden udstyrede med waders og net, og så blev der ellers fanget rejer, tangnåle, børsteorm, kutlinger og andet godt i Danmarks smukkeste fjord.

Der var også lavet aftale med en fritidsfisker, der hver dag kom forbi klasserne med indholdet fra sine ruser, og ikke mindst en stor spand strandkrabber blev studeret ivrigt.

- Det har været nogle rigtig gode dage. De unge mennesker har klaret det skiftende danske vejr med højt humør, og de har virkelig været ihærdige i deres iver for at fange og kigge på fjordens dyreliv, fortæller lærer Mette Øskov Olesen.

Eleverne kunne generelt opleve en fjord, der trods den megen snak om iltsvind, rent faktisk havde det ret godt; der var masser af liv, og fritidsfiskeren kunne fremvise både fladfisk, ål, ålekvabber og sågar en enkelt lille torsk, hvilket vidner om, at der stadig er ilt i vandet - i hvert fald i de forholdsvis lavvandede områder ved Hobro.

- Desværre ser det noget mere alvorligt ud, når man kommer længere ud i fjorden; på det lidt dybere vand er fjorden i store områder helt død, noterer Gert Rubæk, der efterfølgende har en opgave med at tørre de waders, som i løbet af ugen blev fyldt med vand af kåde skoleelever.

Annonceret indhold

Nyeste