Hvis du vil støtte Julemærkehjemmet Hobro, så gå med på guidet tur 11. september klokken 18.30. 	Arkivfoto
Livet her

På guidet gåtur i Rold Skov for julemærkehjem

08. september 2018 kl. 06:00

Soroptimist International Mariagerfjord inviterer tirsdag 11. september klokken 18.30 på en spadseretur i Rold Skov, hvorfra deltagerbetalingen på 20 kroner går til Julemærkehjemmet Hobro.

Udover frisk luft og motion får du nogle gode historier med på turen.

De fortælles af forfatter Henrik Bugge Mortensen, der går med på turen.

Historierne vil blandt andet handle om Rold Skovs berygtede røvere, jordfaldshuller og om Hvass Sø, der omgiver sig med spændende træer fra mange verdensdele.

Hvass Sø er en opdæmmet sø, som får sit vand fra den lille Hummelbæk.

Rundt om Hvass Sø har tidligere statsskovrider Jens Hvass plantet træer fra rundt om i verden.

Selve skoven veksler mellem smukke gamle bøgetræer, grantræer i snorlige rækker og åben skov, hvor træerne for få år siden måtte bukke under for stormen.

Soroptimist International Mariagerfjord opfordrer dig til at tage solide travesko på, klæde dig på efter vejret og huske en flaske vand.

Deltagerne mødes på parkeringsarealet ved Stabelpladsen, for enden af Skovvej i Arden klokken 18.30.

Annonceret indhold

Nyeste