Ingermann Sørensen havde tilrettelagt en herlig tur ud i naturen . 

Foto: Sten Andersen
Livet her

På snapstur ved østkysten

11. september 2018 kl. 12:57

lørdag 1. september var 15 deltagere mødt op til en snapstur med Ingermann Sørensen.

Sten Andersen, der var med, fortæller: Turen startede over middag på den store P-plads nord for Toft Camping, hvor deltagerne mødtes med Ingermann og Bente Sørensen.

Man startede med en kort introduktion om turen og der blev uddelt en opskrift på Øster Hurup Snaps, og urter, der skulle samles til denne snaps, var gul snerre, perikon, enebær og hedelyng.

Rundt om på P-pladsen prøvede deltagerne at finde gul snerre, perikon og enebær. Det lykkedes fint, selv om der ikke var mange planter tilbage efter den varme sommer vi har haft.

Så kørte deltagerne videre nord på til den næste P-plads ved nudist badestranden. Her fandt vi udsprunget lyng. Der var også mosebøllebær (fattigmands blåbær) som kan bruges til at lave en mosebøllebær likør.

Efter endt samling af urter kørte vi til Ø. Hurup Turistbureau, hvor der blevet serveret kaffe/te og en hjemmebagt kage af Aroniabær. Medens vi nød kaffen, fortalte Ingermann Sørensen om de forskellige urter der kan bruges til at lave bitre/snaps og likør af og om hvilke bøger man kan finde opskrifter i.

Der var også smagsprøver af bl.a. Øster Hurup snapsen, solbær likør og ca. 6 andre snapse/bitre.

Annonceret indhold

Nyeste