Der er godt gang i erhvervsbyggeriet ved motorvejen i Støvring, og det afspejler sig også i Dansk Industris seneste erhvervsvenlighedsundersøgelse, hvor Rebild Kommune med en placering som nr. 11 på nationalt plan markerer sig som den mest erhvervsvenlige kommune  i det nordjyske. Arkivfoto
Livet her

Rebild i top målt på erhvervsvenlighed

Vesthimmerland og Mariagerfjord må tage til tage med mere beskedne placeringer i midterfeltet

01. december 2020 kl. 11:40

Rebild Kommune er - hvis man skal tro Dansk Industri - den mest erhvervsvenlige kommune i Nordjylland.

I DI’s årlige ”Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse” kommer Rebild kommune ind på en national 11. plads, hvorimod naboerne Vesthimmerland og Mariagerfjord må tage til takke med noget mere beskedne placeringer som henholdsvis nr. 40 og 45.

- Rebild Kommune er et smørhul for virksomheder med attraktive erhvervsgrunde langs motorvejen og kort afstand til Aalborg.

- Kommunen er desuden særdeles proaktiv i forhold til at tiltrække borgere og virksomheder, og den lykkes med at få byudvikling og erhvervsudvikling til at gå hånd i hånd.

- Der er dog stadig nogle områder, hvor kommunen kan gøre det endnu bedre, og det glæder vi os til at samarbejde om, siger Peter Rindebæk, viceadm. direktør i Bladt Industries A/S og formand for DI Aalborg.

Knapt så imponeret er man i Dansk Industri over Vesthimmerlands Kommunes evne til at tiltrække nye borgere og virksomheder, og det er en af årsagerne til, at Vesthimmerland i den nyeste erhvervsvenlighedsundersøgelser går 11 placeringer tilbage fra en 29. til en 40. plads.

- Vi ser altid nogle skvulp frem og tilbage i undersøgelsen, og man skal ikke lade sig slå ud, fordi man går tilbage et år, hvor man ellers har arbejdet hårdt for de lokale virksomheder og arbejdspladser. Ikke mindst i forhold til de lokale følger af corona-pandemien, hvor alle kommuner har gjort en kanon indsats.

- De nordjyske kommuner gør det generelt fremragende, men med den årlige erhvervsklimaundersøgelse kan vi forhåbentlig pege på nogle områder, hvor det kan gøres endnu bedre.

- På den måde kan vi hjælpes ad med at få Nordjylland til at blive et bedre sted at drive virksomhed, erklærer Peter Rindebæk.

Det er 11. år i træk, DI laver undersøgelsen, som er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima.

7.616 virksomheder inden for DI’s forskellige brancher har deltaget i årets undersøgelse.

Besvarelserne repræsenterer omkring 323.320 arbejdspladser - svarende til 18 procent af den samlede private beskæftigelse.

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Annonceret indhold

Nyeste