Livet her

Rejsegilde domineret af børnehavebørn

03. september 2018 kl. 08:21

STØVRING: Efter godt fem måneders byggearbejde var opførelsen af Rebild Kommunes første bæredygtige daginstitution Rådyret i Støvring Ådale så langt fremskreden, at der fredag formiddag kunne fejres rejsegilde.

Her var en stor del af de fremtidige beboere i den nye børnehave mødt frem, nemlig de 37 børn i den midlertidige børnehave Svinget i Støvring.

De var meget nysgerrige efter at se deres fremtidige omgivelser, der efter planen står klar til indflytning 1. februar.

Der bliver plads til 60 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn i den nye integrerede daginstitution på i alt knap 900 kvadratmeter.

- I øjeblikket er børnehaven allerede fuldt booket op allerede fra 1. februar. Til gengæld venter vi nok en måneds tid med at fylde alle vuggestuepladserne, fordi det her er vigtigt at alle de bygningsmæssige forhold er helt afsluttet, påpegede børn og ungechef Mads Rune Jørgensen.

Som formand for unge- og familieudvalget holdt Thøger Elmelund (S) en kort velkomsttale til de fremmødte, der ud over de mange børnehavebørn var domineret af involverede håndværkere, rådgivere og repræsentanter for totalentreprenøren på byggeprojektet samt kommunalt ansatte nøglepersoner.

Udvalgsformanden understregede i sin velkomsttale, at der var tale om et grønt byggeri, som er det første bæredygtige institutionsbyggeri nogensinde i kommunalt regi, samt hvad det rent praktisk betød med hensyn til anvendelse af byggematerialer.

Han var overbevist om at den planlagte store udendørs legeplads i de naturskønne omgivelser i Støvring Ådale vil blive populær for børnene i institutionen

Et flertal på 17 i byrådet stemte dog torsdag aften for, at institutionen Rådyret i første omgang foreløbigt bliver det eneste bæredygtige, da det planlagte byggeri næste år af en ny integreret daginstitution på Klepholmvej med plads til 80 børnehavebørn og 40 vuggestuebørn efter flertalsafgørelsen i byrådet skal opføres traditionelt i fagentreprise.

Til gengæld udtrykte Thøger Elmelund til rejsegildet, at han er overbevist om at opnormeringen af institutionen på Klepholmvej fra 30/60 til 40/80 børn samt det aktuelle byggeri af Rådyret i Støvring Ådale vil løse problemet med pasningen af det stigende antal børn i Støvring by fra kommunal side grundet den meget store tilflytning af børnefamilier til området.

Annonceret indhold

Nyeste