Livet her

Sabel fra 1864 nu i museums varetægt

Mads Christian Larsens gamle Hirschfænger fra slaget ved Dybbøl er via Overlade endt på Vesthimmerlands Museum i Aars

01. december 2018 kl. 06:00

OVERLADE/AARS:- Den har altid hængt på væggen”, fortæller Kristian Holst fra Overlade. - Både hos mig og tidligere hos min bedstemor.

Sablen, som han refererer til, blev i denne uge overdraget til Vesthimmerlands Museum, som nu vil sørge for at opbevare famillieklenodiet sikkert for eftertiden.

Våbenet tilhørte Kristian Holsts oldefar, Mads Christian Larsen, som var født i Brøndum i 1835, og gjorde tjeneste ved 6. regiment, 5. kompagni fra januar til oktober 1864.

Årstallet 1864 vækker formentlig selv her mere end 150 år senere genklang hos de fleste. Den 18. april 1864 stormede godt 40.000 preussiske soldater danskernes fæstningsværk ved Dybbøl, og alle de ti danske skanser faldt inden for få timer. Forud var gået flere års voldsomme konfrontationer, hvor tysk og dansk nationalisme kolliderede i spørgsmålet om hertugdømmet Slesvigs skæbne.

Ved krigens afslutning i juli 1864 var landet næsten halveret, og kongeriget blevet en million indbyggere fattigere, og frem til genforeningen i 1920 markerede Kongeåen nu den dansk/tyske grænse.

Mads Christian Larsen deltog i slaget ved Dybbøl som menig soldat og havde som en del af sin udrustning en jægerhirschfænger, som sablen kaldes.

Hirschfængeren blev brugt i infanteriet og jægerkorpset både i Napoleonskrigene, Treårskrigen 1848-1850 og i 1864 i infanteriets krigsreserve og forstærkning.

Heldet var med den 29-årige vesthimmerlænding, som overlevede de voldsomme kampe i foråret 1864. Sammen med hustruen Ane Marie Christensdatter kunne han således i 1868 overtage svigerforældrenes gård, Enghavegård, i Overlade. Sablen blev sidenhen et klenodie, som fulgte familien, og altså indtil for nylig prydede væggen hos oldebarnet Kristian Holst.

På Vesthimmerlands Museum har man tidligere lånt sablen til en fælles udstilling med Vesthimmerlands Gymnasium, som ad flere omgange har arbejdet med emnet 1864 og de lokale personfortællinger. Derfor glæder det også samlingsinspektør Kim Ørsted Iversen, at det fine blankvåben nu er indlemmet i samlingen sammen med en medalje, som Mads Christian Larsen senere modtog for sin deltagelse i krigen.

- Jeg er glad for, at Kristian Holst har valgt at overdrage sablen og medaljen til museet, for jeg ved, at begge dele tilsammen udgør en væsentlig familiefortælling, fortæller Kim Ørsted Iversen.

- Medaljen blev udstedt af den danske stat i 1875 og kunne ansøges af alle som havde været i aktiv tjeneste under den 2. slesvigske krig.

- Det understreger, at der her er tale om en begivenhed, som i sagens natur blev tillagt stor betydning.

Begge genstande vil nu blive registreret på Vesthimmerlands Museum og indgå i den store samling af mere end 35.000 genstande, der befinder sig i museets udstilling og magasiner.

På den måde er endnu en væsentlig fortælling sikret en plads i historien.

Annonceret indhold

Nyeste