Livet her

Se billederne: Cykelfest i Øster Hurup

Tour de Øster Hurup har udviklet sig til en tradition med masser af liv på Havnepladsen. I år var løbet forbeholdt de yngste og deres "hjælperyttere"

20. juli 2018 kl. 06:00

ØSTER HURUP: Torsdag var det blevet tid til Tour de Øster Hurup, der med fire år på bagen er blevet lidt af en tradition i kystbyen.

Klokken 13 og i høj sol trillede 25 ryttere i 0-3 års alderen ud på løbecykler, løbehjul og to- og trehjulede cykler på den 1,3 kilometer lange tur langs Havnepladsen.

Til forskel fra tidligere måtte de voksne i år nøjes med at være heppekor eller hjælperyttere.

Løbet var forbeholdt børnene, og selv de allermindste kunne være med.

Godt 30 af byens frivillige sørgede for at holde bilister og fodgængere på afstand og lange pølser og øl over disken i det gode vejr.

Pensioneret sygeplejerske Gitte Andersen fra Øster Hurup stod klar med plastre i tasken, mens hun uddelte medaljer og diplom.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at det kun er for børn i år. Der bliver lavet så meget for de voksne, sagde hun.

Tour de Øster Hurup begyndte som en del af TV2 på Tour i 2014.

Her tog tv-kanalens sportskommentatorer rundt til en række danske byer og sendte live i forbindelse med Tour de France.

Kanalen skrottede konceptet i 2016, men det fik ikke den lokale tour til at styrte.

Hobro Cykelklub og Event Øster Hurup overtog pedalerne sammen med VisitMariagerfjord.

I alt 150 børn mellem 0 og 12 år cyklede med på en af dagens fem etaper.

Annonceret indhold

Nyeste