Livet her

Se billederne fra Dronningens besøg i Mariager

Næsten alt klappede, da dronningen besøgte Mariagerfjord - kun et par kuglepenne strejkede

16. juni 2017 kl. 16:55

MARIAGERFJORD: Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, tog fredag over middag afsked med Dronning Margrethe på Mariager Havn efter et par begivenhedsrige dage.

Borgmesteren takkede dronningen for besøget, som han kaldte en forrygende fest.

- Det har været superfantastisk og lige som vi kunne drømme om, sagde borgmesteren til NORDJYSKE, efter at Dronning Margrethe i chalup var blevet sejlet ud til Kongeskibet Dannebrog for at fortsætte sit sommertogt.

Alt er klappet i den tid, dronningen har været gæst i fjordkommunen. Hun har besøgt en række lokale seværdigheder, institutioner og virksomheder.

Ved flere lejligheder har borgerne fået et glimt af majestæten - eller sågar et håndtryk, som da dronningen ankom til Mariager Havn fredag morgen og tog sig tid til at hilse på flere af de fremmødte borgere.

- Kun få ting er gået lidt galt. Ved den officielle modtagelse i Det Røde Pakhus skulle dronningen skrive i gæstebogen - og så virkede kuglepennen ikke.

- Jeg gav hende en kuglepen, som heller ikke duede. Så tog dronningen en tuschpen op af sin taske - og den virkede! fortæller Mogens Jespersen.

Annonceret indhold

Nyeste