Livet her

Sødisbakkes beboere overraskede forstander med gaver

Forstander på Sødisbakke, Klavs Bo Persson, kunne fredag fejre 40 år i amt og region

03. september 2018 kl. 12:44

MARIAGER: Fredag formiddag stod beboere og personale på Sødisbakke i Mariager klar til at overraske botilbuddets forstander Klavs Bo Persson, der i år kan fejre 40 års jubilæum i amt og region.

Den 64-årige forstander blev mødt af flag, taler og lykønskninger på botilbuddets lille torv.

Planlægningen er foregået i hemmelighed, og jubilaren selv vidste kun besked om en officiel reception senere samme eftermiddag.

- Dagen må siges at være startet godt. Jeg blev hentet i min kollegas åbne Mercedes og kørt til morgenmad på Postgaarden. Og så kommer jeg ud til det her, sagde Klavs Bo Persson.

Imens husorkestret - der består af både beboere og personale - sørgede for musikalsk underholdning, blev der arbejdet på et fælles kunstværk til jubilaren, der også fik overrakt et maleri af brugerne på Sødisbakkes dagtilbud.

- Vi kan godt lide at overraske hinanden og holde en fest på Sødisbakke.

- Vi sørger altid for at fejre det, vi kan. Og så var det vigtigt for os, at vores brugere inddrages i Klavs’ jubilæum. Det skaber en samhørighed, og Klavs er en stor stjerne hos mange af vores beboere, siger Malene Wendtland, afdelingsleder for Sødisbakkes samværs- og aktivitetstilbud.

Klavs Bo Persson blev ansat i Aarhus Amt i 1978 som pædagog på børnehjemmet Nordgården i Randers.

Han fik sit første lederjob på ungdomspensionen i Randers, inden han fra 1988 blev viceforstander på Sødisbakke.

I 1990 blev han forstander på Hammel Hadsten Bo- og Aktivitetscenter.

Senere blev han chef for Aarhus Amts Misbrugscenter, inden han i 2006 vendte tilbage til Sødisbakke som forstander.

Året efter overgik Sødisbakke fra Aarhus Amt til Region Nordjylland

Annonceret indhold

Nyeste