Jesper Greth (V) og Leon Sebbelin (RV) tog første spadestik til klimatilpasningsprojektet. Foto: Rebild Kommune
Livet her

Søerne i Støvring er tømt - nu venter det store gravearbejde

01. april 2022 kl. 09:15

Rebild Kommune og Rebild Forsyning satte forleden gang i gravearbejdet for det store klimatilpasningsprojekt ved Mastrup Søerne og Mastrup Bæk i Støvring.

Her tog Jesper Greth, borgmester i Rebild Kommune og Leon Sebbelin, bestyrelsesformand for Forsyningen, sammen det første spadestik.

Det gjorde de for at symbolisere det gode samarbejde mellem Rebild Kommune og Rebild Forsyning, der har gjort projektet muligt.

- Det er fantastisk, at man i Mastrup-projektet har tænkt rekreative områder ind, så borgere får mulighed for at komme helt tæt på naturen inde i byen. Der bliver både skabt plads til klimasikring og regnvandshåndtering sammen med højere biodiversitet, forbedret vandkvalitet og rekreative områder, siger Jesper Greth, borgmester i Rebild Kommune,

Mastrup-projektet er et samarbejde mellem Rebild Kommune og Rebild Forsyning. Det er et godt eksempel på, hvordan der kan findes synergier ved samarbejdet omkring regnvandshåndtering og klimatilpasning.

Projektet er designet til at håndtere fremtidens klimaudfordringer og området forventes at kunne håndtere en 20 årshændelse. Området skal både håndtere regn- og klimavand fra omkring 20 % af Støvring by. Det kommer blandt andet til at betyde færre oversvømmelser ved Ledvogtervej og at klimavandet ikke overbelaster bækken, da det tilbageholdes i området og langsomt ledes videre.

Det er efterhånden en del år siden, at de første tanker om klimaprojektet ved Mastrup Søerne blev tænkt, og der er løbet meget vand i bækken siden da. Rammerne for projektet skulle skabes gennem en lokalplan, og der skulle være tid til at finde en god helhedsorienteret løsning. I den proces har borgerne været på banen og delt gode idéer med Rebild Kommune og Rebild Forsyning. Og processen betaler sig, for der skrues op for biodiversiteten og ned for risikoen for oversvømmelser, når regnvandet fremover skyller ned i området i Støvring.

- mponerende at vi med dette projekt både løser regnvandshåndteringen for 20 % af Støvring og samtidig får plads til en stor mængde klimavand. Det er bestemt ikke en nem opgave, men det gode samarbejde har gjort det muligt, siger Leon Sebbelin, bestyrelsesformand for Rebild Forsyning

Mastrup-projektet består af to delprojekter, et vandløbsprojekt for Mastrup Bæk og et klimatilpasningsprojekt for det omkringliggende område. Tilsammen omfatter det både etablering af to regnvandsbassiner og en rentvandssø, en ændring af Mastrup Bæks forløb til det oprindelige samt etablering af rekreative områder med stier og opholdspladser. Det bliver en grøn oase med vildtvoksende beplantning, der også kan bruges til naturundervisning af omkringliggende skoler. SWECO og WSP har slået stregerne til det storstilede projekt.

Vandløbsprojektet forventes allerede afsluttet efter sommerferien 2022, hvor der igen åbnes for vandet til søerne. Men der kommer til at gå et års tid før det samlede projektet er realiseret – og selvfølgelig lidt længere før det grønne er vokset til.

Området har høj prioritet på den eksisterende klimatilpasningsplan. Projektet er et stort skridt på vejen mod at blive klimarobuste i 2050 og bidrager dermed til det overordnede mål fra DK2020, som Rebild Kommunes kommende klimahandlingsplan skal leve op til.

Annonceret indhold

Nyeste