Flere end 350 skoler over hele landet bakker op om ”Projekt Sund Skole”, som sættes i værk efter sommerferien. Heraf 11 i det himmerlandske. Privatfoto
Livet her

Sundere skolemad med støtte fra EU

I Himmerland er 11 skoler med i "Projekt Sund Skole"

01. august 2017 kl. 10:12

HIMMERLAND: Når landets skoleelever starter efter sommerferien, bliver softice og grillpølser på en række skoler skiftet ud med fiskefrikadeller og dadelhapsere.

I hvert fald er dét en del af målet med det nye EU-støttede "Projekt Sund Skole", som Mejeriernes Skolemælksordning netop har sat i søen sammen med 40 skoler i Region Nordjylland og mere end 350 skoler landet over: at indskolingseleverne skal lære at spise sundt.

- Vi ser ofte, at det er i indskolingen, børnene virkelig kan rykke sig. I de små klasser har børnene stadig madpakke med hjemmefra. De drikker stadig skolemælk, og det er i det hele taget her, de gode kostvaner skal cementeres.

- Derfor sætter "Projekt Sund Skole" først og fremmest fokus på de yngste elever," siger projektleder hos Mejeriernes Skolemælksordning, Louise Poulsen, der er begejstret over de mange skolers store interesse for projektet.

"Projekt Sund Skole" er udviklet af Mejeriernes Skolemælksordning til elever fra 0.-3. klasse. Med undervisningsmateriale og sjove opgaver sætter projektet fokus på spisepauser, sunde madpakker og drikkevaner i skoletiden.

Suldrup Skole er en af de skoler, der allerede har tilmeldt sig. Her er omkring 175 elever fra indskolingen klar til at sætte tænderne i "Projekt Sund Skole".

- Vi kan se, at nogle af eleverne har usunde madpakker, hvor der sniger sig slik og chips ind, og vores sundhedsplejerske har også været bekymret for antallet af overvægtige børn.

- Vi har i forvejen tit temauger om sundhed og kost, men med "Projekt Sund Skole" kan vi sætte endnu mere fokus på gode madvaner, siger børnehaveklasseleder på Suldrup Skole, Susanne Mygind Madsen.

"Projekt Sund Skole" er et flerårigt program, som kan følge eleverne gennem hele indskolingen. Projektet er gratis at deltage i, og materialet, der kan hentes digitalt, er delt op i emner som sociale aktiviteter, forældreinvolvering, faglighed og kreative aktiviteter. Klasserne kan blandt andet finde på et sundhedsslogan, lave mad med mor og far i skolekøkkenet, lære hvilken mad man fik i gamle dage eller udsmykke skolen.

- Materialet er nemt at gå til, og der er mange idéer til, hvordan man kan inddrage forældre. Vi tror, at materialet kan være med til at få eleverne til at spise sundere og holde igen med de søde sager, fortæller Susanne Mygind Madsen.

Blandt de cirka 40 nordjyske skoler, der deltager i projektet, er også Arden skole, Bakkehusene, Bælum og Blenstrup, Ranum skole, Øster Hornum Børneunivers, Hvilsom Friskole, Assens Skole, Terndrup Skole, Haverslev-Ravnkilde skole og Sortebakkeskolen i Nørager.

Annonceret indhold

Nyeste