Livet her

Technicon’s nye salgschef skal straks skaffe flere sælgere

Den 28-årige salgsingeniør Thomas Gøtke får travlt i en Hobro-virksomhed i kraftig vækst

01. juli 2019 kl. 12:00

HOBRO: Robotvirksomheden Technicon på Sjællandsvej i Hobro styrker sin organisation og forfremmer salgsingeniør Thomas Gøtke, 28 år, til at være virksomhedens nye salgschef.

Den cirka 30 mand store virksomhed vokser for tiden kraftigt og har klare ambitioner om at være markedsledende i Danmark inden for fleksibel automation.

Siden opstarten for få år siden har det været Technicons adelsmærke at udvikle og sælge avancerede robotløsninger, som er nemme at betjene.

Kvalitet og smidighed

- Technicon vil være fuldt repræsenteret i hele landet.

- Vi tror på kvalitet, smidighed og hurtig omstillingsparathed.

- Ved at udnævne Thomas Gøtke etablerer vi en slagkraftig salgsenhed, der er 100 procent fokuseret på at fremme relationerne til eksisterende og potentielle industrivirksomheder i hele landet, begrunder administrerende direktør Casper Hansen.

Med den nye organisatoriske enhed strømlines salgsindsatsen.

En af Thomas Gøtkes første opgaver består i at få salgsafdelingen bemandet yderligere.

Innovativt og travlt miljø

Der skal blandt andet ansættes nye salgsmedarbejdere til af dække industrivirksomheder i Sønderjylland og på Sjælland.

Thomas Gøtke glæder sig over udnævnelsen til ny salgschef.

- Det er spændende at arbejde i et innovativt og travlt miljø, hvor vi konstant presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre produktionsteknologisk.

- Jeg ser frem til de nye muligheder for, at vi kan bidrage yderligere til at fastholde og udvikle fremstilling i Danmark, forsikrer Thomas Gøtke, der bor i Aalborg med sin kæreste.

Om baggrunden for udsigt til fortsat vækst siger han:

- Technicon oplever en markant stigende efterspørgsel efter nemt integrerbare ”plug and play automationsløsninger”.

Mangel på kvalificerede folk

- Med den nye organisatoriske forankring af salgsindsatsen er det målsætningen, at vi smidiggør salgs- og serviceindsatsen.

- Derved kan vi imødekomme det øgede behov blandt alle typer industrivirksomheder efter smartere løsninger, der hurtigt skaber nye skalerings muligheder i produktionen, pointerer Thomas Gøtke, der også i fritiden interesserer sig meget for ny teknologi - men også for at svinge en golfkølle.

Og behovet for ny teknologi trænger sig på.

- Ud over den fortsat høje vækst på verdensplan ligger en af årsagerne til den kraftige efterspørgsel efter automations løsninger i den udbredte mangel på kvalificeret arbejdskraft, præciserer Thomas Gøtke.

Annonceret indhold

Nyeste