Et maleri til stuen fra Jens Valdemar Knudsens stand. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Torvemarked har bidt sig fast i Støvring

Handlen går på Støvrings nye bytorv en gang om måneden, men der er stadig plads til flere torvehandlere

18. juli 2021 kl. 09:00

En dag stod Uffe Guldborg fra herreekviperingsforretningen Wagner i Støvring og kiggede ud på det flotte nye torv ud for hans egen forretning.

- Her må der da være muligheder, var min første tanke, lyder det fra Uffe Guldborg, som derfor begyndte at kontakte forskellige handlende, som havde lokale varer og loppefund, de gerne ville sælge på et torvemarked.

Uffe Guldborg vil gerne have flere stadeholdere på Torvet. Foto: Helge Søgaard

Og det lykkedes, for torvemarkedet er nu i så faste rammer, at det er på plads i tidsrummet 10-13:00 hver den første lørdag i hver måned, hvis ikke den blokeres af en helligdag, som tilfældet var i juni, da Grundlovsdag netop faldt på en lørdag.

- Men så flytter vi bare til den efterfølgende lørdag, lyder det fra Uffe Guldborg, der fortsætter med, at Torvemarkedet er et fast indslag i byen i perioden fra marts til september. Og så naturligvis med et julemarked i december lyder det fra den initiativrige tøjmand.

Mie og Ove Kristensen med deres lille stand med alverdens loppefund.. Foto: Helge Søgaard

Godt sted at handle

Mie og Ove Kristensen, der har en stand med loppefund, er helt enige i, at der skal være mere aktivitet på Støvring Bytorv.

- Torvet er normalt lidt tomt ud over de faste forretninger, som sætter nogle af deres varer ud foran deres forretninger, og derfor er det rigtigt fint, at der på en torvelørdag er flere stadeholdere, som er klar, siger Ove Kristensen, der også har et par gode antikviteter i varesortimentet.

- Men der må også gerne være mere opbakning både fra de lokale, der skal ned og handle, men også i form af at nogle af butikkerne kunne jo stille op med en kop kaffe og et godt torvetilbud, så vi får skabt lidt mere liv i gaden, supplerer Ove Kristensen.

Lige ved siden af ham står Jens Valdemar Knudsen med sin stand, og han er helt enig.

- Vejret spiller selvfølgelig også en rolle, men generelt er det mit indtryk, at kunderne er glade for dette initiativ. Det giver hygge, vi får en god snak, og der bliver handlet, fordi folk kan godt lide at gå og se på eksempelvis gamle ting og sager.

- Der er ingen tilmelding, så man møder bare op, hvis man har noget at sælge, lyder det fra Uffe Guldborg.

- Men giv mig gerne et ring, hvis man er interesseret, så vi kan få endnu mere gang i torvehandlen.

- Jeg vil især gerne have kontakt med lokale producenter af grøntsager, og nogle der har specialiteter og andre lækre lokale varer.

- Blandt andet har vi lige nu én, der har et stort udbud af krydderier, så kom gerne frisk frem hvis du har noget spændende af tilbyde, opfordrer Uffe Guldborg.

Annonceret indhold

Nyeste