Borgmester Per Bach Laursen stod over for et noget yngre byråd end normalt, da han bød velkommen til ”byrådsmøde” på rådhuset i Aars mandag morgen. Foto: Vesthimmerlands Kommune
Livet her

Ungt ”byråd” fordelte 100.000 kroner til grillfester og busture

Elevrådsrepræsentanter fra 11 skoler i Vesthimmerland indtog byrådssalen i Aars

02. november 2021 kl. 10:42

Klokken 8 mandag morgen ringede borgmester, Per Bach Laursen, med klokken i byrådssalen i Aars.

Byrådet, som var mødt ind, var dog noget yngre end normalt, da det bestod af elevrådsmedlemmer fra 11 skoler i Vesthimmerland fordelt fra 3.–9. klasse.

Morten Lund, direktør for børne- og arbejdsmarkedsforvaltningen i Vesthimmerland, bød officielt velkommen.

- For os er det vigtigt at høre elevernes stemme og få indblik i, hvad de er optaget af ude på skolerne.

- En del af det at gå i folkeskole handler om at give vores unge indblik i demokratiet, og hvad man positivt kan skabe og være med til at påvirke i et demokrati.

- Det, at få lov til at snuse til et politisk styresystem og et velfærdssamfund er en vigtig del af de unges dannelsesrejse, og det synes jeg, er vigtigt at holde fast i, siger han.

I de forskellige udvalg blev der arbejdet intenst med forslagene fra de 11 repræsenterede skoler, inden et stort flertal til sidst besluttede at bruge 50.000 kr. på et par emnedage med busture rundt i Vesthimmerland og 50.000 kr. på grillfester rundt om på kommunens skoler. Foto: Vesthimmerlands Kommune

De unge havde på forhånd på hver deres skole forberedt en sag, som de håbede, det unge byråd ville stemme igennem sidst på dagen.

Der kom mange gode forslag på bordet, og eleverne havde på forhånd taget højde for alt lige fra økonomi til forventede konsekvenser og hvordan forslagene ville kunne gavne flest børn og unge i hele Vesthimmerland.

Forslagene gik på alt fra emneuger, ungdomsklubber, lektiecaféer, busture og grillfester til større anlægsprojekter som nye udendørs arealer med fodboldbaner, multibaner, bålpladser og andre aktiviteter.

Der var tænkt på selv de mindste detalje, som ketchup og remoulade til grillfester og hvilke steder, det kunne være spændende at opleve på en bustur.

Men fælles for alle forslagene var, at de gerne skulle være med til at styrke sammenholdet og fællesskabet - internt og på tværs af skolerne - efter en lang periode med nedlukninger og Covid-19.

Eleverne blev undervejs opdelt og gik derefter til udvalgsmøder, hvor de forsøgte at blive enige om, hvilke forslag, de ville stemme på.

Eleverne havde generelt mange stærke holdninger og var skarpe til at argumentere med gode og ikke mindst kreative eksempler.

Ved den afsluttende afstemning var næsten alle elever enige, bortset fra en elev, som var imod og to elever, som stemte ”hverken eller”.

Det blev derfor besluttet, at 50.000 kr. skulle bruges til 1-2 emnedage, hvor der afsættes midler til busture rundt i Vesthimmerland.

Pengene fordeles efter antallet af elever på de enkelte skoler.

De sidste 50.000 kr. skal bruges til en fælles dag, hvor der afholdes grillfester på alle skolerne i Vesthimmerland.

Igen fordeles midlerne efter antallet af elever på skolerne.

De repræsenterede skoler var Toppedalskolen, Gedsted Skole, Aalestrup Skole, Aars Skole, Hornum Skole, Vestrup Skole, Østermarkskolen, Løgstør Skole, Vester Hornum Skole, Farsø Skole og Ullits Skole.

Alle skoler i Vesthimmerland var inviteret til dagen, som i fremtiden forventes at blive en årlig tradition.

Annonceret indhold

Nyeste