Livet her

Velkendte navne til festival på Sødisbakke

01. august 2017 kl. 13:37

MARIAGER: Kandis, På Slaget 12, L.I.G.A, Torben Lendager Band, Flemming Fiol, Lis og Per, Dunkelfolket, Tine Mynster og - ikke mindst - Sødisbakkes eget husorkester, bestående af beboere og musikterapeuter.

Det kommer ikke til at skorte på oplevelser indenfor forskellige musikgenrer, når Sødisbakke-festivalen i Mariager 6. og 7. september fejrer 10 års jubilæum.

Festivalen på Sødisbakke har med årene markeret sig som en fast tilbagevendende begivenhed på Nordjyllands største specialpædagogiske bo- og aktivitetstilbud for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

- Og vi glæder os til at fejre jubilæet. Festivalen er for dem, der har brug for en mindre festival, hvor man har lov til at være, som man er, og vi synes, at alle skal have mulighed for at få et åndehul fra hverdagen med plads til glæde - og til at slå sig løs, siger festivalkoordinator Jane Grøn fra Sødisbakke.

Som sædvanligt vil det være Jacob Haugaard, der som konferencier binder det hele sammen. Samtidig med at han også selv bidrager med musikalske indslag og anekdoter.

En anden fast festival-tradition er en fælles gudstjeneste ved Sødisbakkes egen præst Cicilie Poulsen.

- Vi kan lide det genkendelige - og festivalen byder derfor hvert år på noget trygt, som vi alle kender og elsker.

- Og så er der også gerne en nyhed eller to, som alligevel er noget de fleste kender i forvejen andre steder fra, fremhæver Jane Grøn.

Nærmere oplysninger om programmet for jubilæums-festivalen på Sødisbakke kan findes på hjemmesiden

http://sodisbakke.rn.dk/

Annonceret indhold

Nyeste