Livet her

Velkendte viser på Rold Gl. Kro

19. april 2018 kl. 12:52

Teaterkredsen Mariagerfjord havde inviteret "Teatret Optimis" til at besøge Rold Gl. Kro med deres rørende portræt-cabaret "Søren elsker Katinka". En fornem hyldest og samtidig en stor og varm kærlighedserklæring til en af Danmarks største visedigtere, Sigfred Pedersen.

De var der allesammen: Tørresnoren - Søren Bramfris lærkesang - Jeg plukker fjøjlsgræs - Katinka, Katinka - Den gamle skærslippers forårssang m.fl. Kendte og ukendte viser alle flettet sammen med historien om Sigfred Pedersens liv. Fra han voksede op som bondedreng på Fyn og rejste til København for at læse på universitetet, men heldigvis for os i dag hurtigt blev opslugt af bohemelivet og Nyhavn - og endte som Danmarks folkepoet.

Det var svært for det oplagte publikum ikke at nynne med på de kendte viser, når de med stor indlevelse og kærlighed blev fremført med så stor en dygtighed og i et unikt og finurligt samspil mellem de to kunstnere, sanger og skuespiller Allan Høier og arrangør og guitarekvilibrist Allan Thorsgaard.

Efter forestillingen fik mange en snak med Allan Høier om Sigfred Pedersens tilhørs- og familieforhold.

Det viste sig nemlig, at der i både Norup aftenen før samt ved forestillingen i Rold begge steder var personer blandt publikum, der havde familiemæssige relationer til den folkekære poet.

Annonceret indhold

Nyeste