Foto: Privat.
Livet her

Vildmosekoncert

01. juni 2018 kl. 09:47

Søndag 3. juni lægger Vildmosekoncerter i Dokkedal stor afstand til husets målsætning for musikoplevelse: "Ro og fordybelse", når kvartetten KOTTOS kommer på besøg, for det begreb indgår ikke i kvartettens univers

Man sætter en stor musikalsk gryde i kog med et meget blandet indhold af god klassisk musik, folkemusik, nye musikalske genrer, vidt forskellige instrumenter og 4 musikere, der hver for sig mestrer sit instrument. Kottos består af Pernille Petersen, fløjte(r), Bjarke Mogensen, accordeon, Josefine Opsahl, cello og Cristos Farmakis på bouzouki. De har alle fået deres uddannelse på konservatoriet i København, og her har de fundet sammen i en fælles glæde ved at koble de forskellige musikalske former og gerne krydre de nye versioner med skæve og uventede udtryksformer. Kvartetten blev dannet i 2013, og den oplever en stor efterspørgsel i både koncertsale og på festivals, og de har også medvirket i operaen "Martyriet" på Det Kongelige Teater i 2017

Navnet Kottos stammer fra den græske mytologi, og det tilhører et væsen, som har 100 arme og 50 hoveder, så anvendt i vore dage signalerer det vel noget vidt favnende og stor indsigt.

Dagens program rummer såvel klassiske værker af Vivaldi, Greig, Bartok, Liadov og Rimsky-Korsakov, som nutidige værker af bl.a. Opsahl, Mogensen og Farmakis.

Bjarke Mogensen er måske det medlem, som mange er bekendt med på forhånd. Den unge bornholmerdreng debuterede på tysk TV som 13 årig, hvor han var solist sammen med München Symfoniorkester, og som 19 årig teenager vandt han i 2005 DR2’s populære konkurrence "Spil for livet"

I 2015 var Kottos også på besøg i Dokkedal, og ved den lejlighed lagde de et par numre ud på Youtube, så der er altså en mulighed for på forhånd samtidig at stifte bekendtskab med kvartetten og koncerthuset.

Annonceret indhold

Nyeste