Der blev trænet i mange former for yoga ved sammenkomsten i Løgstør. Foto: Mogens Lynge
Livet her

Yoga-undervisere samlet på tværs af kommunegrænsen

Nyt netværk skal være med til i endnu højere grad at synliggøre yogaen i lokalområdet

31. maj 2021 kl. 08:10

En gruppe af yoga-undervisere i Vesthimmerlands og Jammerbugt kommune har sammen etableret deres egen yoga-faggruppe.

Som yoga-underviser står man oftest forholdsvis alene med opgaven, så det at have nogle kolleger at støtte sig til kan for mange undervisere være et stort løft.

I yoga-faggruppen kan de støtte hinanden fagligt, udveksle erfaringer, give faglig sparring, undervise hinanden og henvise elever til lige netop den yoga-form eller underviser, som passer bedst til den enkelte.

Underviserne mødtes bl. a. for at udveksle erfaringer og drøfte nye fælles tiltag for at synliggøre yogaen i lokalområdet. Foto: Mogens Lynge

Da gruppen i weekenden var samlet på Løgstør gamle skole blev der også vendt forskellige forslag til yderligere at synliggøre yogaen i lokalområdet.

Det kunne fx være i form af en fælles kalender, så de, der vil gå til yoga, nemmere kan finde en yogaklasse, der passer. Og en årligt tilbagevendende lokal yogafestival kunne måske også være en idé...

Foreløbig er der 14 lokale yoga-undervisere med i yoga-faggruppen, men ikke alle havde mulighed for at være til stede i Løgstør i weekenden.

Planen er, at gruppen fremover vil mødes tre gange årligt - rundt omkring i de to kommuner.

Det hele foregik, uden at nogen af deltagerne fik sved på panden. Foto: Mogens Lynge

De yoga-undervisere, der i weekenden var samlet i Løgstør, var: Elsebeth G Jensen, Yogastedet, Fjerritslev, Victoria Nord, AOF-Vesthimmerland, Pia Kristensen, Farsø, Tina Bjerre, Løgstør, Dorte Ebdrup, Farsø, Hanne Tindal Madsen, Aars, Lisa Kjeldsen, Fit og Sund Himmerland, Sonja Koldborg Pedersen, Fjerritslev og Tinne Andersen, AOF-Vesthimmerland.

Annonceret indhold

Nyeste